Hvad er din tilknytning til Skanderborg?

Ja, jeg hedder Peter Sommer, og som man kan høre på dialekten, så er jeg født og vokset op her. Jeg har boet i København og Århus, men nu bor jeg her igen, som 37-årig.

Hvor mange gange har du optrådt på festivalen?

Det ved jeg faktisk ikke lige på stående fod. Jeg startede med noget, der hedder Ramjam, hvor man kunne melde sig til i sådan en bod og sige: Hej, kan jeg få lov til at spille her? Og det kunne man så nogen gange.

Så har jeg været her med mit band Superjeg, der spillede vi vist et par gange, så har jeg været her i eget navn en tre-fire gange, og så har jeg gæstet nogen. Jeg ved det ikke helt præcist, men jeg tror vi er over ti. Jeg er meget glad for det hele.

Hvad er dit bedste festivalminde?

Det er Beck, som spillede for cirka fire år siden en søndag, hvor der ikke var ret mange mennesker. Sådan en søndag i regnvejr stående lige foran Beck. Han var stærkt påvirket af medicin, for han var vist brudt sammen lige inden.

Det var en meget speciel koncert, for man kunne mærke, at der var noget galt, hvilket gjorde, at bandet skulle levere meget, meget mere. Og koncerten var jeg fuldstændig pjattet med.

Kan du fortælle en sjov anekdote fra festivalen?

Jeg har masser, men jeg kan aldrig huske dem, og de er heller ikke ret sjove at fortælle. Det er ligesom, at jeg heller ikke er ret god til at fortælle jokes. Men der er jo en masse, hvor man har været sammen med sine venner og været skidefulde. Det er en stor lang, sjov anekdote den her festival. Det er altid ret gakket at være herude. 

Hvad glæder du dig mest til at opleve i år?

Det var koncerten med Blur, som jeg oplevede helt tæt på. utrolig fed koncert, synes jeg. En rigtig fan-koncert, og jeg har været fan af dem i mange år, så wow!