Peter Langdal har to ansigter som instruktør. Sådan groft sagt. Dels er der naturligvis festmageren. Ham, der gik ry om allerede da han debuterede med sit eget stykke »Plys og Plastik« på Gladsaxe Teater i 1982. Ham, der red ind i et teksttungt dansk teaterlandskab som en anden Klods Hans og fik succes i dansk teater som noget nær det vidunderbarn og den spilopmager, teatret havde ventet på – med gennembrudsforestillingen, den cirkusprægede »Erasmus Montanus vender tilbage« som den afgørende triumf. En helt ny Holberg med rødder i det folkelige teater. Fulgt op af den farverige og fantasifulde »En skærmsommernatsdrøm« på Østre Gasværk og »Der var engang« på Det Kongelige Teater, der gav klassikerne krop og al den teatralitet, de havde brug for, tilbage. Det er næppe for meget at sige, at han revitaliserede teatret, med utraditionelle resultater og lige så utraditionelle metoder:

»Mange, der bare har hørt om mig, siger: Han er så god til at lege, og så tror de, at vi bare skal være flippede og lege,« sagde han i en samtalebog, som kom for et par år siden.

»Når jeg så siger: Du går derover, og du går derover, så tænker de, hva’ fa’en er det for en diktator. Når de så kommer næste dag, forventer de, vi skal fortsætte sådan, men så siger jeg: Næh nej, hvad for en blomst kan du bedst lide, du er så køn som en rose. Prøv at spille scenen som en rose.«

Ikke underligt er hans litterære idol Pippi Langstrømpe: »Hun er rutinebryder og gør noget andet end det, folk forventer. Hun gør det, hun skal, bare på en alternativ måde,« sagde han til Berlingske for et par år siden.

En strategi, der hurtigt skulle føre Langdal også til udlandet med store klassikerforestillinger i både Stockholm og Oslo, og over i det underholdnings- og musikteater, som har stået klar til at tage imod Peter Langdals evne til at skabe fart og tempo, fest og farver og meget ud af lidt. Og som han med sin drønende musikalitet instinktivt har fornemmelse for. Fra debuten med musicalen »Esther« på nationalscenen over »Den eneste ene« i Forum. Ja, helt over i operaens verden med store iscenesættelser på både Den Jyske Opera og Det Kongelige Teater, ikke mindst af Mozart.

Og så har der været den anden Peter Langdal. Ham, der på det teater, han i næsten et kvart århundrede år stod i spidsen for i et dysfunktionelt og kærligt samliv med makkeren Henrik Hartmann, skabte forestillinger, hvor han skrællede den angst for at kede, der stund- om kunne gøre hans forestillinger overbroderede, retningsløse og paradoksalt nok kedelige, helt af. Forestillinger, der havde skuespilleren og teksten i centrum – begyndende med Michael Frayns Niels Bohr-drama »København«. Og med mesterværket, Ibsens sjældent spillede livs- og kunstnerdrama »Når vi døde vågner« som forestillingen, der forenede opfindsomhed og stramt eksekveret fravalg. Verdensklasse.

Betty Nansen Teatret var i mange år nationalscenens dårlige samvittighed med et repertoire, der favnede klassikerne, psykologisk dramatik og mere eksperimentalt moderne forestillinger med direkte bud til samtiden. Ikke sjældent iscenesat af Peter Langdal selv, selv om hans også har været aktiv så mange andre steder. Det er han nu igen, hvor han er freelanceinstruktør uden helt at have afskrevet tanken om at blive teaterdirektør igen en anden god gang. Og at kærligheden til det teater og den kreativitet, han som få kan tale længe, højt og begavet om, er intakt, kan ingen være i tvivl om. Det har i øvrigt gjort ham til en eftertragtet foredragsholder.