Hvordan har du det med at stoppe efter 23 år som direktør på Betty Nansen?

»Det er en meget dobbelt følelse, ligesom når børnene flytter hjemmefra. Jeg er meget stolt af det, som Henrik (Hartmann, red.) og jeg har præsteret, så det er selvfølgelig lidt vemodigt at sige farvel. Men jeg har en grundlæggende følelse af, hvor fantastisk det er at få lov at komme videre, og hvor privilegeret jeg er, at der er en forandring på vej, så jeg nu skal afsted på en ny rejse, som jeg ikke ved hvor ender.«

Hvad skal du så nu?

»Jeg skal lave mange spændende ting. Lige nu er jeg på vej til Norge for tredje gang, for at lære dem, hvordan man laver Ibsen. Det er nogle gange lidt lettere, når man er indvandrer. Og til vinter skal jeg instruere Shakespeares »King Lear« på Det Kongelige Teater – som meget passende handler om en konge, der skal dele ud af sit kongerige, haha. I det hele taget får man lidt en frihedsfølelse, som når børnene flytter hjemmefra, og i går spiste jeg frokost med en god ven i en hel time. Den slags har der ikke været meget tid til. «

Kan teatret klare sig uden dig og Henrik Hartmann?

»Vi er jo vokset helt vildt sammen de seneste 23 år, og jeg er sikker på, at vi kommer til at arbejde sammen igen fremover. Det er klart, at når man har et ægteskab, som har stået på i så mange år, med syvårskriser og ni børn tilsammen, så bliver man også selvkørende, og vi er efterhånden blevet så gode, at vi kunne drive et teater hver for sig. Nu glæder jeg mig til at kunne fordybe mig mere, fordi der er en masse arbejdsopgaver, jeg ikke længere skal have. Jeg tror gerne, at jeg en dag vil være chef igen, men ikke lige nu. «

Hvilket karaktertræk sætter du størst pris på hos dig selv?

»Jeg tror, at jeg er ret modig. Og jeg har nok også en ret stor portion selvironi. Desuden er jeg meget flittig og arbejdsom. Jeg arbejder virkelig meget, og når jeg først bliver optaget af noget, så kan jeg blive ved. Engang var jeg på Island og red på islandske heste, som kun kan gå cirka tre timer ad gangen. Da vi efter 14 dage havde prøvet dem alle og skulle vælge den, vi bedst kunne lide, valgte jeg tilfældigvis en, som kunne gå tværs over øen uden at spise. Det siger vist meget om mig. Jeg har tre små børn, og nogle gange er jeg så træt om morgenen, at jeg føler mig som en 80-årig. Vores yngste datter brækkede sig to gange i nat, og når man så har en sindssyg travl dag, er det altså hårdt. Men på den anden side bliver jeg også meget ung af det, jeg laver. Og så har jeg en dejlig kone, som er yngre end mig, og det hjælper nok også på det. Men jeg kan nok ikke lave mig selv helt om. Jeg er jo nok arbejdsnarkoman, eller hvad sådan noget hedder.«

Hvilket karaktertræk er du knap så glad for?

»I teaterverdenen handler alt om tid. Premieren er en bestemt dag kl. 20 nul nul, og når man laver opera, ved man, at den varer to timer, 14 minutter og 50 sekunder. Men fordi mit job handler om tid, er jeg meget dårlig til at overholde tider i det daglige, så jeg kommer tit for sent hjem og den slags, fordi jeg tager mig nogle friheder. Jeg lover også tit alt for meget. I kolonihaven sår jeg altid en masse frø, men når alle de blomster så kommer op, når jeg sjældent at vande dem. Det er der heldigvis andre, som gør.«

Har du en helt fra fiktionens verden?

»Jeg kan godt lide Pippi Langstrømpe. Hun er rutinebryder og gør noget andet end det, folk forventer. Hun gør det, hun skal, bare på en alternativ måde.«

Og en helt fra den virkelige verden?

»Mozart. Hold da kæft. At få alt det guddommelige til at strømme uendeligt igennem sig. Jeg er også glad for Shakespeare, selvom man kan sætte spørgsmålstegn ved, om han var virkelig. «

Hvad har været de længste minutter i dit liv?

»Når jeg ligger nede på mit »land« og flyder på ryggen sammen med min kone og mine børn, mærker jeg, hvor relativ tiden er. Jeg ville ønske, at jeg oftere oplevede de øjeblikke af, at tiden går langsomt. Da jeg blev gift med Maj-Britt, valgte vi Domkirken, fordi den ligger lige ved siden af, hvor vi bor, men det var fandme langt, da hun skulle gå hele vejen op ad gulvet. Det føltes som 30 kilometer.

Har du et motto?

»Gør hvad du kan og så lige lidt mere, som min far på 90 år plejer at sige.«

Hvad er det bedste en kvinde har sagt til dig?

»Da jeg spurge Maj-Britt, om hun ville gifte sig med mig, og hun sagde »ja«.«

»Jeg Peter – et portræt af Peter Langdal« er skrevet af Helle Bygum og udkommer 21. maj på Lindhardt & Ringhof