Peter Høeg: Vi har en af verdens bedste folkeskoler – men hvor er nærværet?
Forfatteren Peter Høeg holder af folkeskolen, dens rummelighed og demokrati. Han er overbevist om, at mere venlighed og mere empati vil skabe mere nærvær i skolen.
Forfatteren Peter Høeg holder af folkeskolen, dens rummelighed og demokrati. Han er overbevist om, at mere venlighed og mere empati vil skabe mere nærvær i skolen.
Forfatteren Peter Høeg holder af folkeskolen, dens elever, dens lærere og dens rummelighed og demokrati. »Men vi skal hele tiden prøve at gøre den bedre, og det vil jeg gerne give mit bidrag til,« tilføjer han.
Med flere end 15 millioner solgte bøger på CVet er det ellers ikke som skolemand, at danskerne kender bestsellerforfatteren Peter Høeg. Men skolen står Peter Høegs hjerte nært. Ikke alene er han far til fire og dermed interesseret i skole, undervisning og børne- og ungdomsliv i al almindelighed. Han er også en af stifterne af foreningen Børns Livskundskab, han har i 2015 gennemført et litteratur- og fortælleforløb for elever i 7. klasse på Nr. Snede Skole, og i denne uge tager han fat på et landsdækkende undervisningsforløb, hvor han i et pilotprojekt i samarbejde med Ikast-Brande Kommune skal være med til at undervise 30 lærere i empati, venlighed og nærvær.