Når noget er virkelig, virkelig traumatisk, husker man det, som var det i går. Og det gør jeg. Episoden, jeg tænker på, står virkelig lyslevende for mig, selv om »mareridtet« faktisk ligger næsten 20 år tilbage, og selv om jeg i årene efter har gået i intens psykoterapi. Det var så godt nok også af helt andre årsager, men alligevel.

Nå, men historien går sådan her: