CANNES: En søndag i marts for 23 år siden legede fireårige Michael Dunahee på en legeplads ved en skole i Canada. Hans mor var til fodboldtræning, og hans far kiggede på. Forældrene var få meter fra den lille dreng, men som det så ofte sker for os voksne, når vi føler os trygge eller blot er optaget af dagligdagens gøremål, ja, så er vi ikke konstant opmærksomme på vores børn. Det sker der normalt ikke noget ved, men for Michael Dunahees forældre blev denne søndag begyndelsen på deres livs mareridt. For deres søn forsvandt, pludselig og uden at nogen så noget. Og han er ikke siden blevet fundet.
Sagen minder os om mange andre eksempler på forsvundne børn – tænk bare på én af vor tids mest omtalte, sagen om den engelske pige Maddie McCann, der som fireårig i 2007 forsvandt fra en lejlighed på et ferieresort i Portugal. Heller ikke hun er blevet fundet igen, og heller ikke i den sag er forældrene holdt op med at tro på, at de kommer til at se deres barn igen.
For den canadiske filminstruktør Atom Egoyan er det netop Michael Dunahee-sagen, som har inspireret ham til hans seneste film »The Captive«, der netop har haft verdenspremiere ved filmfestivalen i Cannes, hvor den kæmper med 17 andre film om hovedprisen, Den Gyldne Palme.
»Jeg kender området, hvor han forsvandt, og hver eneste gang, jeg vender tilbage, ser jeg plakater af ham, fordi forældrene stadig er meget involveret i at prøve at finde ham – de tror på, at deres barn vil vende tilbage på et eller andet tidspunkt,« siger Atom Egoyan, der fredag deltog i en pressekonference sammen med filmens skuespillere.
Typisk scenarie
I »The Captive« forsvinder den tiårige Cass fra sin fars bil, mens han for et øjeblik er inde for at købe kager. Ni år senere bor forældrene ikke længere sammen, moderen kan ikke holde ud at se sin mand i øjnene, men de er stadig bundet sammen af deres fælles sorg og håbet om at finde deres datter i live.
»Det er et meget typisk scenarie for familier, som oplever, at et barn forsvinder,« siger skuespilleren Ryan Reynolds, som nok er mest kendt for hovedrollen i superheltefilmen »Green Lantern«, men i »The Captive« er i en helt anden boldgade som Cass’ far.
»En sådan tragedie knytter normalt ikke familier tættere sammen, for selv om de hænger fast i håbet om at få deres barn tilbage, bliver de samtidig drevet væk fra hinanden.«
Atom Egoyan supplerer: »Der er en grad af tortur i det, fordi moderen hele tiden minder faderen om det øjeblik, hvor han forlod bilen og lod deres datter være alene. Hun hjemsøger ham med det.«
I »The Captive« ligger der samtidig en om ikke fuldstændig åbenlys kritik af, så i al fald en bekymring over de stadig mere elaborerede teknologiske muligheder for at etablere online-fora og systematisk overvågning. Det viser sig nemlig hurtigt, at Cass bliver holdt fanget af en pædofil mand, der er en del af et pædofilt netværk, som bruger hende til at lokke nye ofre til. Men samtidig har netværket udviklet sig. For kidnapperen har opsat kameraer, som overvåger Cass’ mor, en rengøringskone, mens hun arbejder, og han lader Cass se disse billeder, mens han fortæller historier hen over dem.
»Jeg forestiller mig en kult, som måske ikke er så svær at forestille sig, når det kommer til stykket. Det handler om, at når folk krydser en vis grænse, er tanken om en privat overvågningsgruppe, hvor man ser på de lidelser, de efterladte gennemgår, samtidig med at ofrene taler hen over billederne, på én gang ekstrem, men også naturlig givet den psykologi, jeg er interesseret i at udforske,« siger Atom Egoyan.
»The Captive« får dansk premiere på et senere tidspunkt.