Washington DC: Fredag er der hørt flere skud blive affyret ved Det Hvide Hus i Washington, skriver flere amerikanske medier.
Ifølge CNN har en mand trukket et våben ved et Secret Service checkpoint ved Det Hvide Hus. Manden skulle ifølge mediet have nægtet at sænke sit våben, og politiet har skudt mod ham.
Før er det blevet rapporteret, at den mistænkte selv affyrede skud, men dette er ikke bekræftet.
Den mistænkte er i politiets varetægt efter at være blevet skudt i maveregionen. Han er efterfølgende blevet bragt til et lokalt sygehus.
Situationen har betydet, at Det Hvide Hus blev afspærret og bragt i en såkaldt "lockdown", som en del af en sikkerhedsprocedure.
Afspærringen er dog siden blevet ophævet igen.
Den amerikanske præsident Barack Obama opholder sig ikke i bygningen fredag, da han er på besøg på en flyvestation.
Ifølge CNN er vicepræsident Joe Biden i Det Hvide Hus, og han er blevet taget til et sikkert sted.
/ritzau/