Egentlig siger det sig selv. Medmindre vi bor i politisk korrekte Sverige, eller vedkommende vi taler med ikke er med på spøgen, så er det okay at sige »perker« til en indvandrerkollega og kommentere det, han/hun har på tallerkenen i kantinen. Og okay for kollegaen at sige »kartoffel« og sammenligne éns vinterblege hud med mel.

Om vi synes, det er sjovt eller ej afhænger af situationen og relationen. Kald det en uudtalt overenskomst. Intuition. Fingerspitz­gefühl. Ofte misforstås humoren mellem danskere og deres indvandrerkolleger dog som racisme, selv om parterne i virkeligheden er i gang med at knytte eller cementere et venskab eller mane en usikkerhed i jorden med et afvæbnende grin og et hurtigt ordspil fra hoften. Det sociologer kalder et »joking relationship«. Nuancer som det er blevet vane for os at overse.Det fremgår af sociolog Henriette Frees Esholdts ph.d.-afhandling »Når humor, leg og lyst er på spil. Social interaktion på en multi­etnisk arbejdsplads«, som hun forsvarede på Lunds Universitet for nylig. Et forsøg på at nuancere billedet af danskeres og indvandreres omgang med hinanden på arbejdspladsen.Forskerens feltarbejde bestod i gennem seks måneder i 2009, 2010 og 2012 at arbejde på en dansk fødevarefabrik med hundrede ansatte, hvoraf 40 var førstegenerationsindvandrere fra lande som Somalia, Afghanistan, Serbien og Tyrkiet. Efter fyraften interviewede hun både danskerne og indvandrerne om, hvordan de talte med og om hinanden. Også jargonen mellem mændene og kvinderne undersøgte hun.

 

Mens Henriette Frees Esholdt lavede smørrebrød, snittede og brasede, oplevede hun blandt andet, hvordan indvandrere kan lave sjov med både danskere og sig selv, mens danskerne havde andre regler. De skulle være mere varsomme med at tage initiativ til at kommentere kollegernes etniske ophav.

»Men når først det etniske element er taget med ind i humoren, og der er åbnet op for det, så er danskerne ikke tilbageholdende med at deltage i den form for humor,« siger Henriette Frees Esholdt.

Forståelse for situationen

»Hvad, man kan tillade sig at sige, er altid afhængig af relationerne mellem personerne. Det handler om at forstå situationen.«

På arbejdspladsen, i afhandlingen anonymiseret som Madfabrikken, blev sociologen overrasket over, hvor megen humor der blev brugt i storkøkkenet, og hvor hyppigt den blev brugt til at løse konflikter og afdramatisere forestillinger om f.eks. kulturelle forskelle, når kollegerne skulle lære hinanden bedre at kende.

 

»Når indvandrere laver sjov med det stereotype billede af sig selv, er det en måde at afdramatisere stereotyper om indvandrere på,« fortæller Henriette Frees Esholdt. »En måde at sige: Det kan godt være, jeg er muslim, men jeg er ligesom dig. Det er en måde at signalere sine værdier på, så danskerne også kan blive mindre usikre på indvandrerne.«

Selvironiske overdrivelser blev f.eks. brugt af hendes indvandrerkolleger til at komme i øjenhøjde med danskerne på Madfabrikken. Et eksempel fra Madfabrikken, hvor Hakan, en 34-årig tyrker, for sjov overdriver sin muslimske tro: Hakan har lige fortalt, at han som muslim selvfølgelig har smagt svinekød. På spørgsmålet om det er tilladt muslimer overhovedet at smage svinekød, svarer han:

»Så godt smager det sgu heller ikke, så det ikke kan undværes. Så må jeg jo bare tage min straf, når den tid kommer. Det betyder, at så er der bare én jomfru mindre, der venter på mig.«

Selv om der ofte er kollegiale venskaber, drillerier og flirt, som er på spil, når danskere og indvandrere omgås hinanden på arbejdspladsen, så tolker mange det stadig med begreber som magt, underordning og en »vi« og »dem«-tankegang, mener Henriette Frees Esholdt.

 

Hvis man gerne vil se racisme, så ser man også racisme, mener hun. Men der er mange nuancer i spil, når en dansker er sammen med sin kollega med indvandrerbaggrund. Så konkrete spilleregler for, hvad man kan eller ikke kan lave sjov med hensyn til ens indvandrerkollega, har hun ikke noget bud på.

På en arbejdsplads kan der blandt andet være tale om det, hun kalder et lille »erotisk kick«. En tiltrækning man kan få ved en kollegas æstetiske forskellighed og de associationer, både mænd og kvinder kan få af f.eks. den frigjorte skandinaviske blondine eller den mørke arabiske sheik. Ufarlige associationer affødt af simpel tiltrækning mod det andet køn.

»Det er rigtigt ærgerligt, at man ikke interesserer sig for disse nuancer og for andre sider af vores møde med etniske minoriteter. Den konfliktfrie humor og de gode kollegiale relationer er vigtige at få frem,« siger Henriette Frees Esholdt.

Tag fløjlshandskerne af

Vi danskere skal ikke tage fløjlshandsker på eller det modsatte, fordi den offentlige debat koger over med fokus på indvandrere.

Henriette Frees Esholdt siger det sådan her:

»Vi skal ikke være bange for at lave sjov med hinanden. Hvorfor ændre adfærd på grund af to terrorister nede i Paris? Det er vigtigt at se individet. Prøv at mærk efter i den situation, du deler med din kollega. Hvis man kan hygge sig og lære hinanden bedre at kende ved at lave sjov, så fint. Og hvis man fornemmer, at andre ikke vil synes, det er sjovt, så skal man bare lade være. Sådan ville man vel også handle i forhold til sine kolleger med dansk baggrund.«