Transportgiganten, UPS, har bestilt 14 nye kæmpe transportfly hos den amerikanske flyproducent Boeing til en pris af 5,3 mia. dollar eller 36 mia. danske kroner. Det meddelte UPS torsdag i forbindelse med offentliggørelsen af sit kvartalsregnskab
For et transporttjeneste af UPS’ størrelse med en flyflåde på omkring 500 transportfly er indkøbet af 14 nye transportfly nok en stor nyhed, men dog ikke usædvanlig.
Men for Boeing og ikke mindst for flyentusiaster verden over, er det imidlertid en nyhed, der giver genklang. UPS har nemlig afgivet ordre på 14 fly af typen Boeing 747, også kendt som Boeings ikoniske Jumbojet.
Pensionstruet Jumbojet
For blot tre måneder siden meldte Boeing ellers ud, at selskabet kun ville producere seks Boeing 747 det kommende år på grund af faldende efterspørgsel, og at selskabet overvejede, at udfase produktionen helt over tid.
Når det gælder passagertransport har kæmpeelefanten med fire motorer tabt tilfly af samme størrelse, men med kun to motorer. De har nemlig vist sig langt mere brændstofeffektive, når lasten ikke er så tung. Og det er ikke kun Boeing, der har oplevet dalende interesse for firemotorers kæmpefly. Den europæiske konkurrent Airbus har også set salget af sin firemotors Airbus A380 falde på passagersiden.
Ifølge UPS skyldes indkøbet af de nye Jumbo Jets imidlertid øget efterspørgsel efter lufttransport på en række fragtruter fra Europa til Asien og fra Asien til USA. Det skyldes især, at vi alle, og ikke mindst kineserne, er handler stadig mere på nettet, og at forventningen, både hos private og erhvervskunder, er, at varerne bliver leveret ekspres på tværs af verdenshavene.
»Efterspørgslen er der, og disse fly vil tillade os at håndtere efterspørgslen på en meget planlagt basis,« sagde David Abney ifølge BBC i forbindelse med offentliggørelsen af UPS’ kvartalsregnskab torsdag.
Onsdag i denne uge var Boeing ude med nye, mere optimistiske forudsigelser af væksten i luftfragttrafikken. Over de næste 20 år vil væksten være på 4,2 pct. primært drevet af e-handel og behovet for ekspresleverancer i Asien, herunder især Kina, lyder prognosen.
Ifølge Boeing vil der i 2035 være brug for i størrelsesordenen 550 fragtfly i Boeing 747-størrelsen, skriver Bloomberg.
UPS planlægger at sætte sine nye fly ind på faste ruter mellem kontinenteren. I dag beflyves disse ruter af ældre 747-fly op mindre fly, som fremover vil erstatte mindre fly på andre ruter.
Udover ordren på de 14 nye fly, har UPS som en del af kontrakten med Boeing option på yderligere 14 Boeing 747-fly.
