- Det passer simpelthen ikke. Jeg må afvise disse påstande fuldstændigt.

Sådan lyder det ikke overraskende fra hjerneforsker Milena Penkowa, efter at Weekendavisen i dag skriver, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) fælder en hård dom over hende i det udkast til en afgørelse i sagen, som avisen har set.

Ifølge avisen viser resultaterne af den første officielle undersøgelse af Penkowas forskning, at hun fuskede med sine resultater, og at hun er videnskabeligt uredelig i begge de to sager, som det statslige udvalg har behandlet som de første i den omfattende Penkowa-sag.

Penkowa: Usmageligt at gå til pressen

Nogle af konklusionerne lyder, at hjerneforskeren har afgivet "vildledende og urigtige afgørelser" og foretaget "konstruktion af data".

Milena Penkowa kalder det usmageligt, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), går til pressen, før sagen er endeligt afgjort.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at de kan forsvare at gå til pressen med det her, når jeg hele tiden er blevet pålagt, at det skal behandles fortroligt. Det bliver præsenteret i medierne som om, at dette er den endelige afgørelse, men det er det ikke. Nu kommer jeg med mine kommentarer til deres foreløbige afgørelse, og så kører sagen videre d. 10. august, siger hun.

Milena Penkowa har frist til begyndelsen af august med at svare på UVVUs udkast til afgørelser, men da hun undervejs i behandlingen af sagerne allerede flere gange har forklaret sig og detaljeret redegjort for sine argumenter, er det ifølge Weekendavisen ikke sandsynligt, at hun kan ændre noget i udvalgets sønderlemmende dom over hendes forskning.