Han hader det, Kasper Schmeichel, når nogen sammenligner ham med faderen. Men det kan være svært ikke at forfalde til den slags.

Peter Schmeichel havde sin storhedstid i Premier League med Manchester United - Kasper Schmeichel er lige nu i gang med sin i Leicester, som for nylig sikrede sig historiske Premier League-guldmedaljer i en af tidernes største overraskelser.

Netop sønnikes mesterskab har kunstneren Uwe Max Jensen brugt som inspiration til at illustrere, at Kasper Schmeichel i kunstnerens øjne for alvor er trådt ud af sin fars enorme skygge. Jensen er i øvrigt kendt for lidt af hvert - sidste år malede han en politiker fra Dansk Folkeparti med sin penis, og han har også tisset ned i en skulptur på kunstmuseet ArOS i Aarhus med det, som han selv kaldte et 'performance-værk'.

Så vidt vides, har Uwe Max Jensen ikke benyttet sig af hverken kropslige efterladenskaber eller alternative pensler til at lave maleriet af 'The Schmeichels' og Kasper Schmeichels spring ud af faderens skygge.

Man kunne argumentere for, at Leicester-målmanden hele tiden har haft sin egen identitet. Han har i hvert fald selv tidligere talt om, at han har det, og at han ikke gider høre på sammenligningerne med faderen. På den måde kan billedet måske opfattes som provokerende. Omvendt kan man sige, at 'Mini-Schmeichel' i fodboldøjemed måske i nogens øjne har manglet en stor bedrift for at fjerne tankerne fra Peter Schmeichel.

Kasper Schmeichels manager i Leicester, Claudio Ranieri, har ikke tilhørt dem, som har set målmanden i sin fars skygge. Det fortalte han til bt.dk i slutningen af april - læs det interessante interview her.