KL-formand Martin Damm mener, at prisen for de kortere indlæggelsestider i sundhedssystemet er, at man i kommunerne må håndtere langt flere patienter, der udskrives fra sygehusene.
›Hvor stor en udfordring giver det kommunerne, at Danmark har så korte indlæggelsestider?
»Det er klart, når tiden på sygehuset er blevet minimeret så kraftigt, så kommer mange flere til at ligge et andet sted. Det er så derhjemme eller i kommunen, og det udfordrer kommunerne.«
›Man har i flere kommuner etableret dét, som nogle kalder minisygehuse. Hvad tænker du om den udvikling?
»Der kan være god musik i, at man ikke har folk liggende på et dyrt specialtilbud, hvis økonomien fulgte derhen, hvor man nu engang er som patient. Men det er ikke sket. Det er tværtimod en udvikling, der er sket, uden at kommunerne er blevet kompenseret. Kommunen er jo det sidste led rundt om borgeren, og derfor har man set en række kommuner bygge op på den her front for at kunne håndtere flere og mere komplicerede sager. Som vi ser det, er det bare opgaver, der flyttes fra regionerne til kommunerne uden finansiering, og det er ikke den bedste metode.«
›Regionerne og regeringen vil formentlig sige, at det er en del af udviklingen, og at kommunerne skal stoppe med at klynke, for der er økonomisk smalhals for alle. Har de ikke en pointe?
»Nej, det har de ikke. Hvis du tager fra 2010 til i dag for stat og regioner, er de siden 2010 blevet lidt flere ansatte og har brugt lidt flere penge. I kommunerne har vi fyret 30.000 ansatte og bruger ti milliarder mindre om året.«
›Hvad ønsker KL at få ud af økonomiforhandlingerne med regeringen?
»Vi skal i første omgang have adresseret problemet. For måske er det fornuftigt nok, at vi løser den her opgave, hvis man ser det i et patientperspektiv og i øvrigt også i et offentligt økonomiperspektiv, men så skal pengene følge med til opgaven. Det her er et eksempel på et af tre store områder, hvor der er et ekstraordinært udgiftspres, nemlig sundhed, handicapområdet og flygtningeområdet. Det passer ikke sammen med et omprioriteringsbidrag, hvor man vil skære flere penge væk. Det fortæller vi regeringen.«
›Regeringen har allerede afsat 800 mio. kr. til at styrke akutfunktionerne i kommunerne. Er løsningen så ikke på vej?
»Vi kan ikke vide, hvad der kommer ud af de forhandlinger, som vi ikke deltager i. Hvis man kanaliserer alle 800 millioner over til kommunerne, løser man noget af udfordringen.«