Pelle Hvenegaard trykker på den lille fjernbetjening, og kliklyden giver udtryk for, at bilen er åben. Vi hopper ind i hans store Range Rover og sætter kurs mod Refshaleøen, for han vil vise sin båd, der på nuværende tidspunkt har bopæl der. Om sommeren har han den liggende i kanalen lige ude foran sin lejlighed på Christianshavn. En »flydende udestue med swimmingpool«, som han selv beskriver det. Undervejs siger han pludselig: »Du skal virkelig nyde at køre i denne bil. Vi bliver nok nødt til at sælge den. Vi har tømt kassen.«

Jeg stod med en masse muligheder, som ikke var et resultat af hårdt arbejde. Jeg havde muligheden for at få en karriere som filmskuespiller. Men jeg kunne ikke leve op til det, for jeg havde ikke noget fundament eller erfaring. Jeg brækkede halsen på det.

Vi er taget ud på Refshaleøen, fordi historien starter her. I sommeren 2010 mødte Pelle Hvenegaard en kvinde ved navn Caroline. Hun skulle vise sig at blive kvinden i hans liv. De mødtes første gang på en blind date. Hun var inviteret på en sejltur i hans båd med koldskål og dåsebajere. Dagen efter flyttede hun praktisk talt ind i hans lejlighed på Christianshavn. Her vidste de ikke, at det skulle tage seks år at blive forældre.