Hvad har Carlsberg og Parken Sport & Entertainment til fælles? Ud over at begge selskaber er kulturbærende i den danske fodboldverden, så får deres formænd også det samme honorar for deres arbejde: 1,4 mio. kr. Det er til trods for, at Carlsberg er aktiv i væsentligt flere lande, har væsentligt flere medarbejdere og har en omsætning, der er omkring 50 gange større end Parken Sport & Entertainments. Og honoraret, som Parkens formand, Bo Rygaard, får for sit arbejde, kan faktisk måle sig med flere C20-selskaber, viser en gennemgang, som Berlingske Business har lavet. Det fører umiddelbart til et løftet øjenbryn fra direktøren i Dansk Aktionærforening, Leonhardt Pihl:
»Det væsentligste er, at reglerne bliver fulgt, og at der er transparens omkring det. Men vi kan da engang imellem godt undre os over proportionaliteten, hvor vi ikke synes, at det hænger sammen, og det kunne det nævnte eksempel godt være et billede på,« siger han.
