Originaliteten ser ud til at være reduceret til en statistrolle i Hollywood i disse år. Blockbuster-modellen er den sikre formel, som alle filmselskaberne satser på. Det sker via genindspilninger, fortsættelser eller spinoffs.
Herhjemme tilhører syv ud af de ti bedst sælgende biograffilm frem mod 23. juli denne kategori, mens der på globalt plan er fuld plade. Ti ud af ti med genindspilningen af »Skønheden og Udyret« på førstepladsen takket være en omsætning i de mørke sale på 8,7 mia. kroner. Godt 100 mio. kroner mere end den ottende (!) film i bilactionserien »The Fast and the Furious«.