Den kommende leder af Det Konservative Folkeparti og borgmester i Viborg Kommune, Søren Pape Poulsen, er viklet ind i en sag om ulovlig millionstøtte til den professionelle fodboldklub Viborg FF.
Viborg Kommune har pålagt et kommunalt elselskab at købe rettighederne til navnet på fodboldklubbens stadion for 3,25 mio. kr. over en treårig periode. Men Statsforvaltningen har slået fast, at handlen var ulovlig og har karakter af, at byrådet med Pape i spidsen ønskede at give økonomisk trængte Viborg FF en økonomisk – og ulovlig – håndsrækning.
Claus Haagen Jensen, professor i offentlig ret ved Copenhagen Business School (CBS), vurderer, at Pape i yderste konsekvens kan få tvangsbøder for at koste kommunen penge.
»Der kan blive tale om, at den støtte, der er givet til boldklubben, skal betales tilbage. Derudover kan den ulovlige adfærd, der er i strid med reglerne i den såkaldte kommunalfuldmagt, ende med, at medlemmerne af byrådet skal tage et økonomisk ansvar,« siger han.
Gammel sag
Sagen er gammel, men blev vakt til live, da historien var på dagbladet Politikens forside tirsdag. Tilbage i april fastholdt Søren Pape Poulsen ligeledes sin uskyld, da medier som Jyllands-Posten, Viborg Stifts Folkeblad og TV/MIDTVEST første gang beskrev afgørelsen fra Statsforvaltningen.
Sagen begyndte i 2010, da Viborg Kommune med Søren Pape som borgmester solgte navnerettighederne til det lokale stadion til klubben for 50.000 kroner årligt. Et år senere i 2011 blev det vedtaget i byrådet at tvinge det kommunale elselskab, Energi Viborg, til at købe de selvsamme rettigheder trods modstand i virksomhedens bestyrelsen. Denne gang for 3,25 mio. kr. fordelt over tre år. I dag hedder klubbens stadion »Energi Viborg Arena«.
Statsforvaltningen gik ind i sagen, efter at TV/Midt-Vest havde beskrevet sagen i 2011. Og i slutningen af marts 2014 blev det slået fast, at der »ikke er påvist en egentlig saglig kommunal interesse« i beslutningen om at pålægge elselskabet at købe rettighederne til navnet på stadionet. Samt at handlen »synes båret af hensynet til give Viborg FF A/S en økonomisk håndsrækning, hvilket ikke er lovligt«.
Pape er uenig
Statsforvaltningen oplyser til Berlingske, at den endnu ikke har taget stilling, hvordan man vil reagere videre i sagen, men at man vil reagere inden for en måned.
I en sådan sag har Statsforvaltningen flere muligheder for sanktioner. Forvaltningen kan sætte kommunalbestyrelsers ulovlige beslutninger ud af kraft eller give tvangsbøder til medlemmer af kommunalbestyrelsen, som er ansvarlig for ikke at have udført »lovpligtige foranstaltninger«. Der kan videre anlægges erstatningssag mod et kommunalbestyrelsesmedlem, som er ansvarlig for, at kommunen er påført et tab.
Selv siger Søren Pape Poulsen, at han respekterer afgørelsen fra Statsforvaltningen, men i øvrigt er uenig. Der var ikke tale om økonomisk støtte fra byrådet, men derimod »ren markedsføring«, da det kommunalt ejede selskab fik mulighed for at overtage navnet på fodboldklubbens stadion:
»Når Statsforvaltningen træffer en afgørelse, så er det jo ikke til diskussion. Så klapper vi jo hælene sammen og siger, at det er afgørelsen. Men nu har vi jo ikke en glaskugle, og jeg har heller ikke taget et tankelæserkursus for nylig, som gjorde, at jeg kunne regne ud, hvad Statsforvaltningen ville sige,« siger Søren Pape Poulsen til Berlingske Nyhedsbureau.
Vestager ser med alvor på sagen
Mens det var småt med kommentarer til sagen fra Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen (V), sagde de Radikales formand, Margrethe Vestager (R), at hun ser med alvor på sagen.
På de Radikales sommergruppemøde sagde økonomi- og indenrigsministeren, at millionstøtten til Viborg FF er en »stor« sag.
»Jeg synes altid, det er en stor sag, hvis man oplever, at skatteborgernes penge bliver forvaltet på en måde, der ikke er i orden. Det, synes jeg altid, er en stor sag. Jeg synes, man skal have respekt for den måde, man bruger pengene på,« siger Margrethe Vestager.