Modstanden mod de obligatoriske lektiecaféer i folkeskolen kan nærmest betegnes som konservativt hjerteblod.
Det var det, der var det springende punkt under forhandlingerne om folkeskolereformen sidste år, og det er også en af den nye konservative leder, Søren Pape Poulsens (K), tre mærkesager, har han fastslået flere gange i den forgangne uge.
Men i et interview med Politiken åbner Søren Pape Poulsen nu døren på klem for at slække en smule på de Konservatives lektiecafé-krav.
Han bliver spurgt direkte til, om lektiecaféerne er så vigtigt et punkt for de Konservative, at det vil afholde partiet fra at gå med i en regering, der tillader dem. Til det svarer Pape:
»Jeg kan simpelt hen ikke i dag sige enkeltstående, at der er et punkt, som kan holde os fra at gå i regering eller få os til at gå i regering.«
På grund af de Konservatives modstand er lektiecaféerne frivillige frem til næste folketingsvalg. Aftalen lyder, at forligskredsen bag skolereformen vil gøre dem obligatoriske efter et valg. I Folketinget er det kun de Konservative og Liberal Alliance, der er imod.
Søren Pape Poulsen fastslår dog over for Politiken, at han ville have svært ved at acceptere at gå med i en regering, som har tvungne lektiecaféer på programmet.
»Jeg håber på, at vi kan overbevise folk om, at det her er galt,« siger han.