En stort anlagt fest på Næsbyholm Slot ved Glumsø på Sjælland i anledningen af Pamela Andersons nye bog bliver alligevel ikke til noget.
Festen er aflyst på grund af frygt for terror.
Det oplyser Morten Lund, der er partner i The Wedding Company, som råder over Næsbyholm Slot, til sn.dk.
Den tidligere Baywatchstjerne skulle ellers have besøgt slottet denne weekend og boet der i tre dage i forbindelse med en stor fest i anledning af hendes nye bog, 'Raw.'
»Grundet de seneste meldinger om øget terrortrussel mod Danmark og det faktum, at den Danske Regering/Rigspolitiet har forhøjet beredskabet til 'markant forhøjet beredskab', det næsthøjeste niveau siden anden verdenskrig, føler Pamela Anderson ikke, at det på nuværende tidspunkt vil være forsvarligt og sikkert nok at rejse til Danmark,« siger hendes agent Claus Hjelmbak til avisen.
En række statsfolk fra blandt andet USA skulle have deltaget i arrangementet, men på grund af det forhøjede terrorberedskab efter begivenhederne i Paris, vil de ikke rejse til Danmark i øjeblikket.
»Det er ikke kun hr. og fru Danmark, der skulle komme, men også en række statsfolk fra ind- og udland. Lige nu er der så meget fokus på terror og PET, og der er forhøjet sikkerhedstilstand i hele landet,« forklarer Morten Lund til avisen.
Derfor bliver festen, hvor gæsterne har batalt 3500 kroner for at være med, flyttet til et senere tidspunkt.
»Det går op i en højere enhed, hvis vi rykker det. Det er ærgerligt, men sikkerheden først og fremmest. Folk skal have et par gode dage og være trygge,« tilføjer han.