Det er svært at finde nogen, der vil sige noget ufordelagtigt om Bent Fabricius-Bjerre, forretningsmand, musiker og komponist i en menneskealder og lidt til.
Heller ikke selv om forfatteren til den biografi, der udkommer et par måneder før dens genstands 90-års fødselsdag, Danni Travn, får tilladelse til at tage det hele med: »Kan du finde en, der siger, jeg er idiot, skal du være velkommen til det.«
Det kan forfatteren ikke. Selv de mennesker, der er blevet trynet i forretninger, er fulde af beundring for den snu og hårde, men redelige og høflige Bent Fabricius-Bjerre. For eksempel pladeproducenten Peter Abrahamsen, der ikke var god nok til at sikre sig en genforhandling af rettighederne til Benny Andersens og Povl Dissings pladehit med »Svantes viser«, der solgte i astronomiske oplag i 1970erne.
Bent Fabricius-Bjerre tjente en mindre formue på den, men selv om Abrahamsen godt kunne have tænkt sig en bonus, endte han nærmest med at takke Bent Fabricius-Bjerre for at have lært ham at læse kontrakter.
Filminstruktøren Morten Arnfred, der ligeledes afhændede nogle rettigheder alt for billigt, konkluderer: »Han har så mange forsonende træk, at han tog mig med bukserne nede«.
Har Bent Fabricius-Bjerre også taget Danni Travn med bukserne nede? Den dejligt velskrivende forfatter og dygtige researcher vinder meget ved at samarbejde med sin hovedkilde i denne biografi, der har karakter af at være »officiel«.
Nedlagt forbud mod at nærme sig ekskonen
Han har adgang til manden selv, selv om Bent Fabricius-Bjerre egentlig ikke har så meget at tilføje ud over det, han allerede har meddelt sig om i selvbiografierne »Klaver med mer« (1994) og »Tanker ved tangenterne« (2006). Men først og fremmest har Travn fået adgang til inderkredsen – familien, vennerne fra den danske forretningselite, Peter Zobel, Nils Foss og Erik Brandt for eksempel.
Men taber han også noget? Det kan man godt hævde. Der er for eksempel nedlagt forbud mod, at han nærmer sig ekskonen, Anne Fabricius-Bjerre, der ellers levede sammen med Bent Fabricius-Bjerre i et kvart århundrede indtil skilsmissen i 2004.
Og undervejs fornemmer man i det hele taget, at bogen i lidt for høj grad respekterer hovedpersonens ønsker, hvad enten de er udtalte eller ej: Hertil og ikke længere. Der dvæles mere ved succeserne end fiaskoerne.
Den udenomsægteskabelige affære med den britiske popsangerinde Petula Clark behandles næsten, som var den et muntert indslag i familien Fabricius-Bjerres liv: Konen og børnene afsang Clarks hit »Alone«, hver gang den utro ægtemand trådte ind ad døren.
Men når det så er sagt, så kommer man ikke uden om, at Bent Fabricius-Bjerre ganske givet er et charmerende menneske og et ordentligt et af slagsen. Selv siger han heller ikke noget ufordelagtigt om andre – med undtagelse af Frederik fra sangduoen Nina og Frederik, »et dumt svin«, samt den årelange rival Jens Jordan, Nordisk Film, som Bent Fabricius-Bjerre, ejer af det mindre filmselskab Metronome og Dagmar-biografen, en årrække kappedes med.
Dvæler ikke ved fortiden
Bent Fabricius-Bjerres personlige tilbageholdenhed skyldes ikke blot diskretion, men efter alt at dømme også, at han ikke er et menneske, der dvæler synderligt meget ved fortiden. Sådan spiller klaveret nemlig ikke. Den interesserer ham ikke.
Videre, videre. Det har gavnet ham i forretningslivet, givetvis også i privatlivet. Er det også derfor, han holder sig så misundelsesværdigt ung – ud over at han omgiver sig med unge mennesker? Man er lige ved at tro det.
»Jeg sætter mig ikke og tænker over, hvordan jeg skulle have reageret i en eller anden situation. Der er jo ingen grund til at fortryde noget. Man kan jo ikke lave om på det.«
Danni Travn dvæler heller ikke unødigt længe ved noget, selv om man, som sagt, gerne havde ønsket sig, at Bent Fabricius-Bjerre havde givet ham mulighed for at nå længere ind bag facaden, for eksempel i forbindelse med den første hustru, Harriets, død i en alder af kun 49.
Men Travn fortæller lige ud ad landevejen og organiserer sit stof glimrende rundt om det fåmælte, temmeligt nøgterne centrum.
Bent Fabricius-Bjerres utålmodighed giver sig også udslag i en anden kvalitet, foretagsomheden. »Jeg har aldrig ventet på, at tingene skulle ske. Jeg har altid sørget for, at tingene skete,« siger han selv.
Karrierens eneste virkelige katastrofe
Drengen fra det pæne ingeniørhjem med den frie opdragelse meldte sig selv ud af gymnasiet, smittet af en musikalsk bacille, for at spille jazz – han dannede sit første orkester som 16-årig i 1941. Han indspillede sin første plade året efter.
Da han havde fået kone og barn, blev det tid til fast indtægt på et musikforlag, og det førte til, at han i 1950 grundlagde pladeselskabet Metronome. Det hele startede i et lille kontor i Lille Strandstræde, hvor sekretæren var skolet i at lade som om, hun stillede om til en anden medarbejder, som hun så efterfølgende også selv lagde fordrejet stemme til.
Da Bent Fabricius-Bjerre i 1997 afhændede det hele, var imperiet vokset: Pladeselskab førte til biografdrift, der førte til filmproduktion, der førte til TV-produktion. Læg dertil alt det løse: Hoteller, ejendomme og 80ernes forlystelsespalads Scala, hvis fiasko et stort sort hul i jorden vidner om i øjeblikkets gadebillede – karrierens eneste virkelige katastrofe.
Musikalske genistreger
Bogen giver sin læser indtrykket af en forretningsmand, der har et glimrende instinkt for at gøre gode handler, som involverer både mave, hjerte og hjerne i sine overvejelser, og som i det hele taget har formået at manøvrere dygtigt og usentimentalt mellem idealisme og iskold forretning:
»I forhandlinger har jeg altid gjort op med mig selv, hvor langt jeg har ville gå. Og derfor gider jeg ikke sidde og ævle frem og tilbage i fem dage.«
En selfmade man, der måske ikke altid har vidst, hvad han ville, men hurtigt har fundet ud af det: »Det kan være meget godt med en solid, teoretisk uddannelse i handelsstrategi, men den, der kan sine kunder og deres behov, kommer ofte længere end den, der via analyser og beregninger starter en ny virksomhed.« Som ikke er sen til at sige ja, hvis noget er interessant: »Det lyder da meget sjovt.«
Med den foretagsomme og centralt placerede – for ikke at sige magtfulde – Fabricius-Bjerre som fikspunkt kan Danni Travn i tilgift fortælle en stor del af dansk underholdningsindustris historie.
Her er manden, der har set pladeindustrien komme og gå! Her er manden, der har spillet med både Leo Mathisen og Clemens. Her er manden, der som purung sad ved klaveret i de sene nattetimer under besættelsen, og som i en høj alder fik et ordentligt hit med »I’m like a julebox, baby« til dunkende rytmer.
Ved siden af alt det med pengene er der nemlig også komponisten og musikeren Bent Fabricius-Bjerre, der betragter den side af det kreative talent med lige så megen nede-på-jorden-pragmatisme: »Jeg har ikke forandret verden med min musik«. Genopfundet som komponist i tiden omkring 1960 via samarbejdet med filminstruktøren Erik Balling. En konstellation der kastede musikalske genistreger af sig fra »Forelsket i København« og »Jeg er sgu min egen« over »Olsen Banden« til »Matador«.
Den kulturelle overklasses Godfather
En håndværker i underholdningens tjeneste, der kombinerede »en kunstnerisk bevidsthed med en kommerciel bevidsthed,« som forfatteren Klaus Rifbjerg, der skrev tekster til nogle af Fabricius-Bjerres bedste melodier, siger det i bogen.
Det rigtigt folkelige har han dog altid skyet. Professionalismen og den gode smag har været intakt.
Flygelet går man til som på kontoret, melodier bliver kun til på bestilling. Som nu det overraskende verdenshit »Alley Cat«, der oprindelig var signaturmelodien til TV-programmet »Omkring et flygel«, hvor Bent Fabricius-Bjerre, spinkelt sexsymbol i rullekrave, øste af den stilfærdige, elegante og afdæmpede coolness, de fleste stadig betragter ham med.
Bogen følger ham til dørs: De seneste år har han genoptaget musikerlivet, selv om det er hårdt og uglamourøst at rejse rundt med noderne. Tilbage hvor han kom fra – nu mange millioner rigere – og efterhånden en kultfigur, der betragtes som en slags Godfather-skikkelse af den kulturelle overklasse takket være hans selvironiske bordelejer-figur i filmsuccesen »Klovn«.
Et ikon fra fortiden. Og en af de unge.
Titel: »Bent Fabricius-Bjerre«.
Forfatter: Danni Travn.
Sider: 312. Pris: 300 kr.
Forlag: Gyldendal.