Der bliver en bekymring mindre for pensio-nister i Pædagogernes Pensionskasse (PBU).

Bestyrelsen i PBU forventer i dag at trække en varslet forringelse af en gruppe kunders pensioner tilbage, som det ellers blev annonceret i februar.

Her lød det i en skrivelse til et ukendt antal af PBUs pensionister, at man på grund af ændringer i den forventede levetid så sig nødsaget til at sætte pensionerne ned med op til 3,5 procent fra 2013.

I brevet bliver der lagt op til årelange nedsættelser af et ukendt omfang, men efter at Berlingske Business i går flere gange var i kontakt med PBU, oplyser administrerende direktør Leif Brask-Rasmussen, at man på generalforsamlingen i morgen forventer at trække brevet og dets budskab tilbage.

»Det er jo ikke noget sjovt brev at sende ud, og derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at vi nu med al sandsynlighed kan sige, at det er taget af bordet. Vi har lavet en ny beregning af tallene, som, vi mener, er god og sikker,« siger han.

Blev overrasket over levealder

Hvor pengene mere præcist kommer fra, ønsker den administrerende direktør ikke at uddybe, ligesom man heller ikke ved nøjagtig, hvor mange kunder der har modtaget brevet. Dog er det efter al sandsynlighed en lille del af pensionskassens 113.000 medlemmer.

»Det var da en dejlig nyhed,« siger Jørgen Jacobsen, der som kunde gennem flere breve til PBU har udtrykt bekymring for at måtte vinke farvel til dele af sin pension.

»Jeg spurgte dem jo både i breve og pr. telefon, hvad det kunne betyde for min pension. Om en tredjedel af den kunne forsvinde, hvis dette her skulle forsætte i ti år. Det kunne de ikke afvise, så det er klart, at jeg var bekymret,« fortæller han.

Flere af BPUs kunder har henvendt sig til Berlingske Business med samme bekymringer.

Gennem en brevkorrespondance med BPU blev Jørgen Jacobsen gjort opmærksom på, at hans pension ikke var garanteret, og at reduktion derfor var mulig. Jørgen Jacobsen har aldrig været klar over, at en livslang årlig udbetaling kan reduceres.

Forklaringen på kovendingen er ifølge Leif Brask-Rasmussen, at man nu har fundet en anden økonomisk løsning på det problem, man forudså tidligere på året.

Her viste en undersøgelse af medlemmernes levealder, at pædagogerne lever længere end den gennemsnitlige dansker, og at de opsparede pensioner derfor skulle strække sig over flere år. Det kom som en overraskelse for pensionskassen.

»Tilsynets benchmark har overrasket os, og så har det overasket os, at pædagogerne lever længere end tilsynets benchmarkdødelighed. Vi har ikke været klar over, at vi ikke har været dækket ind på den måde, vi havde forestillet os. Vi er så blevet dækket ind på en anden måde,« siger Leif Brask-Rasmussen.

Beklager kommunikation

Han afviser, at Finanstilsynet har påbudt pensionskassen at ændre holdning til nedsættelserne. Tidligere har pensionskasser i lignende sager høstet voldsom kritik for at melde ud, at man ikke længere ville garantere kunderne bestemte pensionsydelser, og på den måde var der før de nye takter i BPU lagt op til et af de mest tydelige eksempel på, at der ikke er nogen garantier for mange pensionister i arbejdsmarkedspensionskasserne.

Den administrerende direktør beklager, hvis kunderne er blevet utrygge ved udsigten til at få skåret lunser af deres pensioner, men at meldingen var nødvendig. Budskabet var tænkt som en formidlig af det værst tænkelige scenarie for medlemmerne, og derfor var det ifølge Leif Brask-Rasmussen på intet tidspunkt sikkert, at man ville skrue ned for ydelserne, lyder det.

Det kommer bag på Jørgen Jacobsen.

»Jeg kan ikke rigtig se, hvordan jeg skulle opfatte det på nogen anden måde, end at det blev en realitet, og jeg opfattede det aldrig som en usikker melding,« siger han.

Generalforsamnlingen, hvor PBU forventer at trække det omdiskuterede brev tilbage, finder sted i dag klokken ti.