Dygtige pædagoger har min uforbeholdne respekt. De skal bare ikke stå bag katederet og undervise. Det er de ikke uddannede til, og det vil kunne måles direkte som et fald i elevernes faglige niveau.
Folkeskolereformen er som Antorini rigtigt har sagt ”omfattende”. Den er fyldt med kløfter og sprækker, som fagligheden kan forsvinde i. Nogle af disse sprækker har ikke været afdækket i pressen endnu – eller kun i ringe grad. En af disse er beslutningen om, at pædagoger og andre voksne – eksempelvis den lokale fodboldtræner - kan sættes til at varetage undervisningen i alle timer i indskolingen fra 0.-3. klasse og i de understøttende undervisningstimer fra 4.-9. klasse.
Pædagoger, der ikke er uddannede til at undervise eller har indsigt i det faglige indhold af et skolefag, kan således stå alene ved katederet og undervise 2.C i matematik lige dér, hvor de primære regnearter skal til at falde på plads og 1.B i dansk på det tidspunkt, hvor læsekoden skal knækkes. Godt nok hedder det sig, at lærerne er ansvarlige for undervisningen, men dette ansvar er vagt defineret, og der er intet krav om, at den ansvarlige lærer skal være til stede. Det er helt og aldeles uklart, hvad en lærer kan og skal gøre, hvis det viser sig, at undervisningen ikke duer, og hvordan det skal være muligt for læreren at følge op på en undervisning, som han/hun ikke deltager i.
Indtil videre har jeg mest fået mails fra bekymrede forældre, der beretter, at pædagoger skal stå for lektiecaféen eller undervise i kristendom, musik eller billedkunst. Et fagligt fald i disse fag kan ikke aflæses direkte i de nationale tests eller PISA, men det betyder ikke, at det ikke vil finde sted.
Når pædagoger med den netop vedtagne folkeskolereform proppes ind i klasselokalet, er det en frygtelig fejltagelse. Pædagoger har i en årrække fungeret som støtte i indskolingen – især for at skabe ”ro på bagsmækken” og tage sig af børn, der ikke helt var klar til skolestart. Årsagen til dette kan man blandt andet finde i et autoritetstab hos lærerne og en uklar definition af ansvarsfordelingen mellem skole og forældre. Men med helhedsskolen træder pædagogerne ind i klasselokalet i en ny rolle som undervisere. Det er en rolle, som hverken pædagoger, lærere eller skoler er klar til, og det er en dårlig idé for alle parter.
Hvis selve formålet med reformen er at forbedre fagligheden – hvilket man må tro, når der i reformen står, at ”alle skal blive så dygtige, som de kan”, giver det ganske enkelt ingen mening at sætte pædagoger til at undervise.
Pædagoger er uddannede til at skabe rammerne om børns fritid – hvilket i sagens natur er det modsatte af skolen. Eller sådan var det i hvert fald før. Med pædagogernes indtog i klasselokalet udvandes forskellen mellem skole og fritid, og hele forståelsen af skolen som en kundskabsskole går stille og roligt i opløsning.
Heldagsskolereformen udmærker sig ved et fravær af evidens for, at reformen vil føre til øget faglighed. Og det er vel at mærke ikke fordi, der ikke findes forskning, der viser, hvad der fører til et højt fagligt niveau. Eksempelvis er det vel belyst, at læreren og dennes evne til at undervise er den vigtigste enkeltfaktor for elevernes faglige resultater, og ser man på sammenhængen mellem lærernes karakterniveau og elevernes faglige niveau, er der en direkte sammenhæng – dygtige lærere med et højt fagligt niveau afspejler sig i elevernes ditto.
Endelig er pædagogernes nye rolle i folkeskolen et tab for den pædagogiske faglighed og fritidspædagogikken. Jeg har i mit hoved et helt kartotek af fremragende pædagoger: Claudia med sit boblende nærvær og smittende glæde, Per med sin evne til at skabe ro og trygge rammer og samtidig give plads til at børn kan være fri for de voksne, Tilde med sin mildhed og indsigt i børns tidlige udvikling, Jasminka og Lidija med deres øje for det enkelte barn og dennes særlige behov. Pædagogernes faglighed bliver med folkeskolereformen instrumentaliseret på en måde, hvor pædagogerne ikke længere arbejder med at skabe frie rammer for børnene, men derimod at ramme børnelivet ind.
For at sige det helt kort, så er det rent ud sagt ”gak i låget” at introducere undervisere, der ikke har en faglig og didaktisk uddannelsesbaggrund ved at tage pædagogerne ud af fritidstilbuddene og proppe dem ind i skolen. Ministerium og kommuner kaster røgslør ud ved at opløse begreber og tale om ”pædagogisk personale” om alle, der underviser – både lærere og pædagoger - og ved at kalde ikke-læreruddannede for ”fagpersonale” – hvilket er en urimelig betegnelse, eftersom de netop ikke længere har til primær opgave at beskæftige sig med deres eget fag.
Målsætningen med folkeskolereformen er god: Alle elever skal blive dygtigere. Men inde under denne udmærkede målsætning, gemmer der sig et misk-mask af nysprog og socialt ingeniørarbejde, der ikke baserer sig på det, vi ved om skole og kundskabstilegnelse. Omfanget af sludder og gode hensigter er så omfattende, at det er svært at få rede på, og der er ikke andet at gøre end at tage hvert enkelt emne og udsætte det for fornuftsbaseret kritik og dagens lys.