Hvad i alverden stiller man dog op med ham Holberg? Ikke til at forstå for et moderne publikum med de gotiske bogstaver, der kommer ud af munden på hans figurer. Men hvad værre er: Hvordan håndterer man dog den morale, som ofte må forekomme uspise­lig i en tidsalder, hvor individualismen og enerens ret til at være den, han eller hun er, er en selvfølge. Holberg er jo en noget videre tempereret rationalist fra oplysningstiden, og det betyder, at den, der stikker ud og er »for meget«, med vold og magt skal knægtes og bringes tilbage på fornuftens trange sti inden tæppefald. Bankes på plads af øvrigheden, så ro, orden og regelmæssighed kan opretholdes.

Tag nu »Jean de France«, en af hans gode komedier, som Folketeatret har kastet sig over i forlængelse af succesen med den sprogligt opdaterede og vitaliserede udgave af »Den stundesløse« for et par sæsoner siden. Som sidst har man bedt en i højeste grad nulevende dramatiker, denne gang Line Mørkeby, om at pudse Holbergs sprogdragt. Det gør hun vellykket. Og så har vi allerede løst dét med sproget. Læg dertil et glimrende stykke dramaturgisk arbejde, som instruktør Frede Gulbrandsen har foretaget, og som med et snuptag lægger det meste af sympatien på titelpersonen i sidste sekund. På det tidspunkt er den hjemvendte Hans Frandsen allerede flygtet tilbage til det Paris, han kom fra. Vi har set, hvordan den hjemlige andegård havde svært ved at håndtere hans uhæmmede og utæmmede begejstring for franske gloser og modestrømninger og har overværet en omstændelig intrige blive sat i værk for at drive ham ud af landet. Det vil være synd at afsløre, hvad det er, der sker på falderebet, men det er i hvert fald ikke for meget at sige, at Jean får det sidste ord.

Uforfærdet Baastrup

Det er en glimrende tolkning, som kunne have været båret endnu stærkere fra begyndelsen i Folketeatrets muntre farcefortolkning, der tilmed lægger sange ind og undertiden er lige ved at forandre løjerne til en moderne musical. Tja, hvorfor ikke? Men rigtigt farligt bliver det aldrig, selv om vi altså her har at gøre med en udlægning, der rummer kimen til at være det. Scenografen Astrid Lynge Ottosen har ellers fantasifuldt placeret handlingen på en skidengrå fjællebodsscene, hvor alle figurer – bortset fra det tuttenuttede udstyrsstykke Jean – er i nuancer af gråt. Men den måde, der spilles på, tillader blot titelpersonen at blive en af flere højtgearede personligheder, der spræller af sted. Med inspiration fra commedia dell’arten – de medvirkende præsenteres som en teater­trup – ageres der uden mange formildende omstændigheder af en imponerende række af solister. Der er fart over feltet og masser af gode idéer i en sprælsk iscenesættelse – ikke mindst en sjov scene med Jean på bunden af en lokumstønde tager kegler – men person­instruktionen er uden de store nuancer. Hvor meget spilles der egentlig sammen? Og skuespillerne forlader sig i lidt for høj grad på de tricks, de kan i forvejen.

Publikumsfavoritten Ole Thestrup tager sine ture som den koleriske bedsteborger Jeronimus med Jesper Asholt og Sonja Oppenhagen som naboparret, den ene godmodigt ræsonnerende, den anden excentrisk eksalteret. Troels Malling, Søren Hauch-Fausbøll og Morten Brovn tager sig muntert af vekslende grader af tjenerskab med de unge elskende, Sigurd Holmen le Dous og Sofie Alhøj, helt ude i parodikomedien. Bedst i sammenhængen er den uforfærdede Lise Baastrup som en af Holbergs klogeste tjeneste­piger, der udtænker intrigen. Hun toner ned, hvor andrer skruer op, og skifter lynsnart og smidigt mellem positionerne, hvor andre buldrer af sted. Og endelig er Pelle Emil Hebsgaard en hen ad vejen ganske rørende, naiv Jean, der i virkeligheden ikke har ondt i sinde, men bare vil dele sin begejstring … og som undervejs får mulighed for at vise sine evner for den altbesejrende musical mania, han har så indlysende evner for. Bravo!

Forestillingen skal nok finde sit publikum og hatten af for modet og evnen til at blæse teaterstøvet af Holberg. Men tænk nu, hvis man også havde formået at blæse og have mel i munden. Hvis man i tilgift havde ladet komedien handle om noget, før det næsten er for sent.

Hvad: »Jean de France« af Ludvig Holberg

Hvem: Bearbejdelse: Line Mørkeby.

Musik: Alice Carreri.

Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen.

Scenografi: Astrid Lynge Ottosen.

Koreografi: Tanja Foss Johansson.

Hvor: Folketeatret til 5. marts. Herefter turné i hele landet.