Da Berlingske onsdag morgen tropper op i Københavns Lufthavn i Kastrup, er der lange køer ved Turkish Airlines' check-in.

Aftenens terrorangreb i Tyrkiets største lufthavn, Atatürk, hvor 41 blev dræbt og 239 sårede, har tilsyneladende ikke fået folk til at droppe rejsen.

 

Da der i aftes begyndte at tikke voldsomme nyheder ind på 25-årige Vural Simseks telefon og han kunne se billeder af dræbte og sårede i den lufthavn, som han selv ville stå mindre end 24 timer senere, var det ikke ligefrem den rareste følelse, der gik gennem kroppen.

 

»Jeg fik ondt i maven, og det har jeg stadigvæk. Men vi er tvunget til at tage af sted. Farfar venter på os, fordi vi for første gang nogensinde skal ned og deltage i en stor Ramadanfest,« siger han.

Vural Simsek skal på ferie og familiebesøg i den by, han kommer fra – Sivas – her skal han være i tre uger.

»Jeg er bange for at miste nogle familiemedlemmer, derfor har vi aftalt, at vi ikke må gå alene, og vi dropper rygepausen i lufthavnen,« siger han.

Da vi tager afsked, og jeg ønsker ham en god tur, smiler han og siger:

»Vi håber, at det går...«

15-årige Göknur Sarac venter ligesom Vural Simsek på, at flyet til Istanbul letter onsdag formiddag. Hendes søster fløj dog allerede derned i går aftes, så familien stoppede med at trække vejret, da meddelelsen om terror lød.

»Min søster var på vej derned, så vi var rigtig bange. Hun landede heldigvis efter, at det var sket. Så der skete hende ikke noget, og hun oplevede heller ikke terrorangrebet,« siger hun.

Göknur Sarac rejser sammen med familien til den tyrkiske by Kayseri, hvor de skal tilbringe seks-syv uger. I dag er det dog med en »dårlig mavefornemmelse«.

»Det er skræmmende, men det standser os ikke, for så har de vundet. Min far siger, at vi skal blive ved at tage derned, ligesom vi gør hvert år.«

I én af de lange køer står Helle Thomsen sammen med sin familie. Hun skal også med flyet til Istanbul og mellemlande i Atatürk-lufthavnen. For hendes vedkommende går ferien dog ikke til Tyrkiet.

»Da jeg så nyhederne i går, var min første tanke: ’Nu ryger min rejse til Thailand’,« fortæller hun.

Selvom tanken om at blive hjemme »har været der«, vil hun dog ikke »bukke under«. Derfor blev hende og ægtefællen enige om, at de ville tage ud i lufthavnen under alle omstændigheder.

»I går aftes ved 00.30-tiden begyndte jeg at ringe rundt for at ringe ud af, om flyselskabet ville aflyse vores tur. Men ingen kunne give mig noget svar.«

Også hos flere af de store danske rejsebureauer, der har charterture til Tyrkiet, oplever man danske rejsendes bekymring.

Hos Apollo, der flyver charterturister til Alanya-området hele sommeren, har cirka hver femte opkald morgenen igennem været fra rystede danskere, der i løbet af de kommende uger skal rejse til det hårdt prægede land.

»De vil høre, hvordan de skal forholde sig, og hvordan situationen er i ferieområderne, men også om vi har hørt mere, end de allerede ved fra medierne,« siger kommunikationschef Glenn Bisgaard, der fortæller, at meldingen fra rejseselskabets ansatte i ferieområdet er, at der er fredeligt.

Flere aflysninger på vej

Samme melding kommer fra Star Tour, der ligeledes flyver danske turister til Alanya. Allerede før kl. 9 onsdag morgen, havde rejsebureauet haft mellem 5 og 10 henvendelser, der specifikt handlede om sikkerheden i Tyrkiet efter angrebet i Istanbul.

Foreløbigt har begge selskaber kun haft et fåtal i røret, som føler sig så utrygge ved deres kommende feriedestination, at de vil aflyse ferien. Men hos Star Tour forudser pressechef Nikolai Johnsen, at der »helt sikkert« vil være danskere der i de næste dage aflyser deres rejser til landet.

Begge selskaber henviser til Udenrigsministeriets rejsevejledning. Vejledningen er blevet opdateret efter angrebene på Atatürk-lufthavnen i Istanbul, og terrortruslen mod Tyrkiet er ikke ændret, ifølge ministeriet.

Hvis de kommer, kommer de

Süleyman Bilgin skal ligesom mange andre til Tyrkiet om få minutter, han har dog ikke set eller hørt så meget om terrorangrebet. Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, forklarer, at tre selvmordsbombere tog til lufthavnen i en taxi. Her åbnede de ild med automatvåben mod menneskemængden og sprængte efterfølgende sig selv i luften. Der skulle i alt have været tre eksplosioner.

»Vi er ikke nervøse. Hvis de kommer, kommer de,« siger Süleyman Bilgin kortfattet.

En kvinde, der skal til Antalya i Tyrkiet for at besøge sin mands familie, forklarer, at hun er bekymret for at lande i Atatürk, men omvendt får det hende ikke til at blive hjemme.

»Jeg er urolig, men det skete i går, og det er ikke noget, som sker hele tiden,« siger hun og konkluderer:

»Jeg har ondt i maven, men det kan godt være, fordi jeg er en person, som ikke kan lide at flyve i forvejen. Så jeg ved ikke, om det er derfor, eller fordi jeg er nervøs på grund af terrorangrebet.«