På vej mod et opgør med bankanalyser
Investering. Finanstilsynet meldte i går Nordea til politiet for en analyse af skandaleselskabet Pandora, som banken selv er medejer af. Ekspert roser tilsynet for at skabe tryghed for investorer.
Investering. Finanstilsynet meldte i går Nordea til politiet for en analyse af skandaleselskabet Pandora, som banken selv er medejer af. Ekspert roser tilsynet for at skabe tryghed for investorer.
Bankerne er for dårlige til at informere om konflikten, når de leverer analyser af selskaber, som bankerne også selv har interesser i.
Det mener Finanstilsynet, der i går meldte storbanken Nordea til politiet for netop sådan et forhold og samtidig varslede, at problemet ikke er enkeltstående.
»Vi har en formodning om, at der er flere lignende sager. Der kan komme flere politianmeldelser,« siger Julie Galbo, vicedirektør i Finanstilsynet.
Den aktuelle sag handler om en analyse af smykkefirmaet Pandora fra 8. september sidste år, hvor Nordeas analytiker blot tog et standardforbehold for, at banken kunne have aktier i selskabet. Rent faktisk ejede Nordea indirekte 3,9 pct. af Pandora, svarende til en værdi af over en milliard kr. ved udbudskursen. Og det burde Nordea have skrevet i analysen, fordi analysen faktisk var til gennemsyn i bankens afdeling for corporate finance, der i modsætning til analytikeren kendte de faktiske forhold og endda var medansvarlig for børsnoteringen af Pandora omkring tre uger senere.
»Det tager vi til efterretning,« siger Claus Christensen, pressechef i Nordea, der dog forklarer, at banken troede, at de forskellige afdelinger slet ikke måtte tale sammen, når banken har en dobbeltrolle op til en børsnotering.
Det er første gang, Finanstilsynet laver en politianmeldelse på baggrund af §5 i bekendtgørelsen om investeringsanalyser, men regelsættet, der har sit udspring i EU-regler, er ikke nyt. Det nye er derimod, at Finanstilsynet forfølger den slags sager og går til politiet med dem.
»For omtrent et år siden fik vi en fornemmelse af, at det ikke var alle banker, der var lige gode til at give oplysninger om interessekonflikter. Derfor besluttede vi at øge overvågningen,« siger Julie Galbo.
Det er et initiativ, som får ros af professor i kapitalmarkedsret ved Købehavns Universitet, Jesper Lau Hansen:
»Det er flot, at Finanstilsynet kan afse ressourcer til at forfølge sådan en sag i tider med bank- og finanskrise. For spørgsmålet om investeringsanalyser er vigtigt for investorer, og det er betryggende, at der er et tilsyn, som holder øje og holder bankerne i ørene,« siger han.
Den konkrete sag har vakt ekstra opmærksomhed, fordi Pandora-aktien har udviklet sig katastrofalt efter rekordhøje kurser umiddelbart efter noteringen.
I forvejen er der et væld af kritiske aktionærer, der har tabt store summer på Pandora-euforien. En eufori, der - som Business tidligere har afdækket - ikke mindst blev båret oppe af analyser og kursmål fra de banker, der selv havde interesse i en succesfuld introduktion på børsen.
I det opgør betyder politianmeldelsen dog mindre, ifølge Jesper Lau Hansen:
»I forhold til en eventuel erstatningssag vil sagen nok få mindre betydning, for her er det mest afgørende, hvad der bliver sagt i prospektet, hvor Nordea har fortalt, at de var medejere af Pandora.«
Sagen ligger nu hos politiet og kan ende med enten en sigtelse, eller et bødeforlæg.