Det blev, som bekendt, ikke Thomas Vinterbergs »Jagten«, der vandt en Golden Globe for bedste ikke-engelsksprogede film ved prisuddelingen i Los Angeles natten til mandag. Prisen gik i stedet til den italienske instruktør Paolo Sorrentinos »Den store skønhed«.

Hvad der præcis ligger til grund for afgørelsen, ved kun de knap 100 medlemmer af Hollywoods internationale pressekorps, der har kunnet stemme på de fem nominerede film. Men i den danske filmbranche mener flere, at en medvirkende årsag til at det ikke blev »Jagten« er, at det er et helt år siden, »Jagten« havde premiere i USA.

»Den er for gammel. Den har ikke nyhedens interesse mere,« lød det således fra DRs filmmedarbejder Niels Frid mandag morgen, da det skuffende resultat var en realitet.

Og Søren Høy, filmekspert hos Viasat, er tilbøjelig til at give ham ret:»Det er jo mennesker, der skal bedømme konkurrencefilmene, og hvis der er gået alt for lang tid, siden filmen har været i biograferne, har de måske mere eller mindre glemt den. Eller de synes ikke, den har den samme friskhed som de andre film og undlader måske derfor at stemme på den,« siger han.

»Har en film omvendt haft biografpremiere relativt tæt på Golden Globe- og Oscaruddelingerne, vil den få dobbelt eksponering, og det fremmer alt andet lige dens chancer for at vinde. Og så var »Jagten« simpelthen også oppe imod et meget stærkt felt,« tilføjer Søren Høy.

»Jagten« havde verdenspremiere ved Filmfestivalen i Cannes i forsommeren 2012 og havde således allerede mere end et halvt år på bagen, da den fik premiere i USA. Søren Høy mener da heller ikke, at Zentropa skulle have udskudt USA-premieren yderligere for at komme tættere på de amerikanske prisuddelinger:

»Sådan fungerer det ikke. En film skal ud, når den er færdig. Så kommer priserne bagefter. Du har ikke garanti for noget alligevel. Da »Jagten« kom kom ud i USA, var der et hul i markedet, hvor der ikke var så mange andre store europæiske film. Samtidig var Mads Mikkelsen på det tidspunkt i fuld sving med at lave Hannibal-serie i USA, og »Jagten« fik forsiden på New York Times og bragende anmeldelser. Hvis alle ventede med at lukke deres film ud til efteråret, ville de simpelthen drukne i hinanden. Så på den måde er det også et usikkert game,« siger han.

Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut, er ikke enig i, at Zentropas lanceringsplan har skadet filmens vinderchancer.

»I virkeligheden er der al mulig grund til at rose holdet bag filmen, først og fremmest producent Sisse Graum på Zentropa og instruktøren selv for med stor dygtighed at have evnet at sælge filmen hele tre gange,« siger han.

»Først en europæisk lancering i Cannes, dernæst at have mod til at vente på et hul i markedet så den kunne blive den store folkelige biografsucces, og endelig en meget dygtigt gennemført kampagne, der foreløbig har kastet en Golden Globe-nominering og en Oscar-shortlistning af sig. Det opnår man altså ikke, hvis folk føler, det er en gammel film, man stiller op med.«

Om chancerne for en Oscar-nominering siger han:

»Jeg synes, Vinterbergs måde at formidle et meget kontroversielt emne på er så gennemført, at den burde sidde lige i skabet. Men der er ni film, der kæmper, og der er rigtig gode film i posen, så det kan gå begge veje. Men jeg vil blive skuffet, hvis den ikke bliver nomineret.«Men uanset om »Jagten« bliver nomineret til en Oscar, har deltagelsen i opløbet og ikke mindst Golden Globe-nomineringen allerede gavnet Thomas Vinterbergs karrieremuligheder enormt, mener Søren Høy.

»At begå sig i selskab med nogle af verdens bedste instruktører gavner hans karriere og renommé rigtig meget, uanset om han vinder eller ej,« siger han.