Man kan sagtens tage til La Barceloneta, selv om man ikke er sulten. Og man når nemt ud til den gamle Barcelona-bydel, efter den har fået sin egen metrostation.

Gå en tur langs vandet – enten på promenaden eller direkte på den brede sandstrand – ned til den amerikanske arkitekt Frank Gehrys gigantiske guldfiske-skulptur, Peix d’Or, ved Port Olimpic. Det er hyggeligt året rundt, og der er altid mennesker på farten – i skarpt trav, luntende, joggende eller på løbehjul, rulleskøjter eller skateboard. Lidt som en catalansk udgave af Miami eller Venice Beach i Californien.

Men det er trods alt nok de mange restauranter, cafeer og barer, der er det charmerende 1700-tals-kvarters største attraktion. Mange vælger at tage kaffen eller spise frokosten ude ved vandet, mens de nyder den gode udsigt, men de autentiske spanske madoplevelser finder man bedst i kvarterets smalle gader.

Vi havde således ikke gået rundt længe, før vi fandt ud af, at der flettet ind blandt bebyggelserne og især på de små pladser var spækket med små tapasbarer. Og da vi ikke kunne bestemme os for ét sted, valgte vi at sprede frokosten ud på tre barer og lave vores eget tapasbar-crawl.

Det handlede derfor ikke bare om at bestille løs af lækkerierne og blive stopmæt på et kvarter, men om udvælge det, der så absolut bedst ud, og så rykke videre til næste sted med appetitten nogenlunde intakt.

l’Electricitat

Første stop var ved den propfyldte l’Electricitat, hvor man sidder ved langborde og får maden serveret af ældre servitricer, mens folk taler tiltagende højere for at få ørenlyd i de livlige diskussioner.

Små grønne dioder på stereoanlægget viser, at musikken spiller, men ingen kan høre den. På væggene hænger små charmerende fotografier af kvarteret i dag og i gamle dage.

Vi bestilte en tallerken med alt godt fra frituren – sardiner, blæksprutteringe, rejer og artiskokker – men allerede her måtte vi faktisk levne de heftigt mættende friturestegninger for at give appetit til de andre steder på ruten. Det blev næsten opfattet som en fornærmelse, så vi måtte forsikre tapasmutter om, at der ikke var noget i vejen med hendes mad, men at vi havde en lang rute foran os.

Bodega Jordi

Næste stop på Bodega Jordi var om ikke lige så livligt, så bestemt heller ikke noget dødbider-sted, selv om logoet er en død fisk, hvor blot skelettet er tilbage. Da vi ankom ved 15-tiden, fyldte en stor spansk familie med alle lige fra den nyfødte til oldingen et helt langbord, og der var også godt med mennesker i baren.

Som på l’Electricitat var der tale om et mand-og-kone-sted, hvor kvinden styrede slagets gang i de travle eftermiddagstimer, når der for alvor ryger nogle tapas over disken.

Tapasen her var generelt mere raffineret og forarbejdet og stod frisklavede fremme på disken eller lå indbydende på parade i glasmontrene.

Her var især den baskiske variant pinxtos, hvor tapasen serveres på en tynd skive brød, fremtrædende. Stegte løg med sardiner i eddike, en lille tyk og stærk pølse med en lille grøn peberfrugt, serranoskinke med små vagtelspejlæg og de spanske frikadeller, albondigas, i en sød cremet tomatsauce. Højdepunktet var en lille støbejernsgryde med spruttende kæmperejer – det lunede et 80er-hjerte, og man skulle tage sig sammen for at komme videre og ikke bare blive hængende.

Rebelot

Da vi væltede ind på turens sidste sted, var vi ved at være godt mætte. Rebelot er en hjørnecafé for det yngre klientel med et godt lysindfald, Coldplay på anlægget og en generel behagelig hippieagtig stemning tilsat en god sjat lokal kunsthåndværk på væggene og de særprægede keramiske borde.

Nærmest dør om dør driver de samme ejere en restaurant, men det betyder ikke, at man ikke kan få en lille snack på cafeen. Ved nabobordet fik man således gratinerede østers og tacos med blæksprutter, mens vi selv besluttede os for et lille udvalg af catalanske oste til deling, naturligvis med den obligatoriske kvædemarmelade til.

Rebelot har en regel om, at deres råvarer helst skal være lokale. Det kan som bekendt være et vidt begreb, men her tager de det meget bogstavligt og med små indikationer ud for de fleste af menupunkterne signalerer de, at råvarerne til den pågældende ret er hentet mindre end 10 kilometer fra Barcelona.

Rebelot kunne godt udvikle sig til en fest om aftenen – barsektionen var i hvert fald overordentlig velekviperet, og kalder sig da også en cocktailbar – men her sidst på eftermiddagen efter tre timers catalansk ædegilde var vi klar til en pause på hotelværelset.

Vi tog metroen hjem, nemt og hurtigt, og hvilede – så vi var klar til aftenens tapasgilde.