Den vestsvenske skærgård er noget helt særligt med sin storslåede natur, svenske idyl og langsomme ro, og ø-hop er den perfekte måde at opleve skærgården på. Et af de mest populære områder er Bohuslän, nord for Göteborg.

"Det er et virkeligt unikt område. Der findes kun få steder i verden, der kan måle sig med bohuslandske kyst,” mener Johan Engström, strategisk udvikler hos Turistrådet Vestsverige.

Uanset hvilke øer, du hopper imellem, kommer du til at opleve granitklipper, smuk aftensol, urørte bugter, snoede promenadestier og følelsen af at være komplet omgivet af vand.

Du kan tage tingene helt som de kommer, eller du kan planlægge hele  ferie hjemmefra. Det kunne f.eks. være som denne tur fra Marstrand til Uddevalla på fem dage.

Dag et
Tag Vesttrafiks tog fra Göteborg og herefter den direkte busforbindelse fra Ytterby til Marstrand. Her er gode muligheder for de vandrelystne og de kulturelt interesserede.

"En fin vandrerute fører dig rundt på hele øen. Man kan også vandre på Koön, hvor der er vandrestier på op til seks kilometer og fantastisk udsigt over Marstrand, den historiske Carlsten-fæstning og havet,” fortæller Johan Engström.

På vej tilbage til havnen passerer man gennem stejle gader med træhuse pyntet med udskæringer og karnapper. Øen byder også på en skiltet vandrerute med historiske højdepunkter som for eksempel den grotte, hvor øens beboere gemte sig, da Tordenskjold angreb i 1719.

Dag to
Hver fredag til tirsdag fra 10. juli til 4. august kan man sejle mellem Tjörn og Marstrand. Turen til Rönnängs brygge tager 40 minutter, men man kan også sejle videre til Klädesholmen, som frem for alt byder på sild.

"Klädesholmen er sildens hovedstad, og man bør smage det, når man er på øen. Og så bør man suge den svenske stemning til sig ved at vandre rundt mellem de tætliggende huse, som er typisk for Bohuslän,” siger Johan Engström.

Dag tre
Brug dagen på at vandre i et af skærgårdens bedste vandreområder med rigt planteliv. Tag fra Tjörn til Kyrkesund og hop på båden, som sejler til Häron, som i 1999 blev et naturreservat. Her er det naturen, der regerer. Det er viddernes, engenes og de sjældne planters ø.

Tidligt på sommeren hænger duften af natviol over engene og her findes malurt, katost og andre sjældne planter, som er særegne for Harön Naturreservat. Øen har gode vandreruter. Man begynder blandt bebyggelsen med udsigt over sundet og den livlige bådtrafik, hvorefter man kan vælge ruter af forskellige længder ud på øen.

Dag fire
På fjerdedagen kan man sejle til øen Orust, hvor man på den vestlige side finder den lille by Möllosund, som er indbegrebet af svensk landsbycharme med sine smalle stræder, små huse og bådhuse.

"Möllosund  er et typisk lille svensk fiskersamfund. Byen er fyldt med fine cykelruter og hyggelige fiskeforretninger med gode spisemuligheder", siger Johan Engström.

Trænger man til at få rørt sig, kan man cykle den 45 kilometer lange tur til Slussen på østsiden af øen. Ellers kan man blot slentre rundt og nyde den svenske idyl i Möllosund. Og eventuelt forkæle sig selv med hjemmelavet flødeis og friskbrygget kaffe på havnen med udsigt over sundet.

Dag fem
Den sidste dag går turen til Uddevalla. Torsdage i sommerperioden sejler M/S Byfjorden fra Käringön gennem skærgården til Uddevalla, som indbyggerne mener, er hjertet i Bohusläns. . Her er noget for enhver smag - pulserende byliv, vandring og salt hav.

"I Uddevalla får man kystvandring og kajakoplevelser i verdensklasse. Men bør heller ikke snyde sig for at opleve en skaldyrs-safari, hvor man selv er med til at fiske sin aftensmad op fra havet," fortæller Johan Engström.

Læs mere om Vestsverige her