En del af arbejdet som journalist ved filmfestivalen i Cannes er at lave interviews med instruktører og skuespillere. Hvis man tror, at det foregår således, at man som journalist fra et dansk dagblad får lov til at interviewe stjernerne på enmandshånd, så kan man godt tro om igen. Det er en ekstremt styret proces.
Lad os nu tage et eksempel: tirsdag lavede jeg for eksempel interviews på en film, som hedder "Blood Ties". Det er en gangsterfilm, der er instrueret af Guillaume Canet, og som får dansk premiere senere på året.
Det filmselskab i Danmark, som sørger for at filmen kommer ud i biografen, har før Cannes filmfestivalen så sat Berlingske på en prioriteret liste sammen med andre danske medier. Denne liste sendes til det PR-bureau, som her i Cannes står for at arrangere interviews. Alt efter, hvor højt oppe du står på listen, kan der være en chance for, at du får lov til at lave et eller flere interviews i forbindelse med filmen.
I mit tilfælde kunne jeg lave interviews med Guillaume Canet samt skuespillerne Clive Owen og Marion Cottilard.
Disse interviews foregår i en gruppe med op til 12 andre journalister fra forskellige lande. Så har man cirka 25 minutter, og det kan gå mange forskellige veje. Nogle gange ender disse interviews i hat og briller, hvor folk kæmper om at stille spørgsmål, og der ikke rigtig kommer noget sammenhængende forløb i samtalen. Andre gange lytter folk rent faktisk efter, hvad der bliver sagt, og man stille opfølgende spørgsmål, så der kommer sammenhæng i samtalen.
Det værste er, hvis der er en eller flere journalister i gruppen, som bemægtiger sig samtalen og enten stiller meget lange og komplicerede spørgsmål eller simpelthen bare er dumme at høre på.