I virkeligheden burde hun ikke tale om det her. Det er ikke sundt at stikke i sin egen angst. Den slags ender let i eksistentielt navlepilleri, og andre steder ville en interviewserie om angst være for meget, siger Katrine Wiedemann. Det er kun fordi, »vi er så sindssygt selvoptagede herhjemme«, at en søndagsredaktør finder på at bede en af sine journalister om at skrive om angst.

»Hvis vi boede i en lerhytte i Afrika, havde vi hverken tid eller overskud til at bekymre os om den slags småting,« siger kvinden med det intense blik, der sidder på den anden side af bordet og piller rastløst ved sin kaffekop.

»At jeg så ikke selv bestiller andet end at stikke i de store følelser, det er en anden snak,« lyder det straks efterfulgt af et afvæbnende smil.

Katrine Wiedemann er en dør. Banker man på, åbner hun med det samme. Her er ingen overflødig sniksnak og ligegyldig lommeuld, og efter nogle timers samtale i taglejligheden på Nørrebro er der stof til en håndfuld artikler. Og hvad satser man så på? Skriver man historien om tidens mangel på fysisk nærvær? Skal vi høre om folks forskruede forventninger til lykken? Eller trænger læserne til at tænke over, om vores angst for døden skaber angst for livet? Det er alle interessante historier, men i sidste ende falder valget på hovedpersonens egen kamp for at skabe kontrol i livet og jage angsten på flugt.

Tilværelsen er en rodet fortælling. Og umulig at få styr på. Helt modsat dramaet, der kan kontrolleres fra start til slut, siger den 42-årige teaterinstruktør. Derfor har Katrine Wiedemann det også bedst, når hun kaster sig over de store klassikere og omsætter dem til teaterforestillinger. »Virkeligheden er skræmmende og mere foruroligende end noget teaterstykke, jeg har instrueret. Jeg bliver aldrig bange for et stykke teater, uanset hvor dramatisk indholdet er. Men virkeligheden kan i den grad tage pusten fra mig.«

Hun debuterede med sin egen opsætning af Peer Gynt på Teater FÅR302, blot 22 år gammel og »svimlende nervøs«. Siden har hun stået bag en strøm af prisbelønnede opsætninger såvel herhjemme som i udlandet og har været kvinden bag flere roste opsætninger af Shakespeares fortællinger. For Katrine Wiedemann er teateret en besættelse. Og så giver det struktur i hendes liv.

Når hun er på arbejde, kan hun vende ryggen til virkeligheden og slippe for livets grænseløse kaos. Teatret er et kontrolleret rum, der forsyner hendes tilværelse med vægge og lofter. »Når jeg kommer ud fra teateret, tænker jeg altid: ’Gud, hvor er der højt til loftet.’ Teateret indsnævrer min horisont på en god måde. Jeg knokler løs under prøverne, alt andet mister sin betydning, og så slipper jeg for at skulle forholde mig til det overrumplende i tilværelsen.«

Hun siger selv, at hun har gjort sin følsomhed til sit arbejde. Og følsomheden forsvinder aldrig. Det har hun for længst opgivet. Den er som et sår, der ikke vil hele. Og selv om det indimellem kan være en hård skæbne, har hun ikke noget ønske om, at det så anderledes ud.

»Jeg tror, at vores følelsesliv er en mental muskel, som vi træner og udvikler gennem glæde og sorg, og når musklen kan håndtere dyb sorg, kan den også forløse ekstrem lykke. Personligt er jeg et menneske med meget top og bund, men kunstnerisk har jeg heldigvis været i stand til at vende det sarte og hudløse i mig til en styrke og bruge det til at forstå andres følsomhed med. Kunst er en opdyrkelse af det sensitive og fantasien. Det er nok forklaringen på, hvorfor mange kunstnere lider af angst. Som kunstner dyrker man jo de store følelser og arbejder med fantasien. Jeg lytter til alle de impulser, der kommer indefra. Også angsten. Jeg plejer at sige, at jeg har den luksus, at jeg kan kigge ned bag den hinde af fortrængning, der heldigvis ligger hos de fleste mennesker.«

Hvorfor siger du »heldigvis«?

»Det er godt at kunne fortrænge. Virkeligheden er benhård. Der er død, svigt og savn, kedsomhed, tab og ensomhed. Jeg kan mærke, at min egen angst kommer af bevidstheden om, hvor sårbare vi mennesker i virkeligheden er. Jeg kan falde død om i morgen, eller mine børn kan blive kørt over af en lastbil. Hvis ikke vi var i stand til at fortrænge det i hverdagens små gøremål, ville vi jo lægge os ned og skrige af rædsel. I virkeligheden er det et kunststykke, at vi kan gå rundt og smile, når man tænker på de vilkår, vi er underlagt.«

Så på den ene side befrier dramaet dig fra den virkelige verdens kaos, på den anden side kan beskæftigelsen med dramaet skærpe bevidstheden om livets grundvilkår og dermed også skabe større angst?

»Ja, men kunstens rum er jo et kontrolleret rum. Det er kontroltab under kontrol. En form for hengivelse, jeg har kontrol over. Derfor kan meget kontrollerede mennesker heller ikke lave kunst. Jeg ville ikke kunne udføre mit arbejde, hvis jeg havde kontrol over mine følelser. Det kan jeg kun, fordi jeg dybest set føler mig ude af kontrol. I den virkelige verden oplever jeg jo dagligt en mangel på kontrol.«

Vi forstår ikke os selv og vores følelser, mens livet ruller, siger Katrine Wiedemann. Det er kun på afstand, at klarsynet er muligt. Derfor er det også lettere at håndtere Hamlets sorg, end at forholde sig til ulykkerne i sit eget liv.

»Der er en modsætning mellem at forstå sine følelser og leve dem. Jeg undersøger mine følelser, når jeg laver teater, og alle figurer i mine stykker er vel på en eller anden måde afarter af mig selv og mine egne oplevelser. Gennem kunsten bearbejder jeg traumet over at være menneske, og det giver mig en tryghed at beskæftige mig med de store klassikere. Normalt render jeg rundt og betvivler alt, men i klassikerne ser jeg nogle eviggyldige sandheder i spil. Kærligheden findes, det står i Romeo & Julie. Det gør hævntørsten også, for det står i Hamlet. Det giver en stor tryghed at mærke, at mennesker har haft disse følelser i århundreder.«

Bliver man kunstner, fordi man ikke kan lade være med at rode i disse følelser, eller er man nødt til at rode i følelserne, fordi man er kunstner?

»Det er sgu et godt spørgsmål! Det er, som om det at beskæftige sig med kunst kræver, at man bliver ved med at kradse i ’såret’, og på den måde heler det jo aldrig.«

Hun sidder lidt uden at sige noget.

»Eller også kan der ikke gro ordentlig hud på såret, og så bliver man nødt til at lave kunst for at holde smerten ud,« siger hun så.

Smerten er et vilkår og livets kaos en daglig udfordring, når man som Katrine Wiedemann kan blive væltet omkuld af at tænde for radioen eller se forsiden på en avis.

»Jeg er ret tyndhudet og tænker ofte, at hvis alle havde det som mig, ville man forbyde de frygtelige avisforsider, vi får smidt i hovedet. Men alle har det nok ikke som mig,« sukker hun og fortæller om en oplevelse, hun havde for nogle år siden.

Mens hun lavede »Medea« på Gladsaxe Teater, en forestilling hvor to børn mister livet, fangede hendes blik en avisforside, da hun cyklede ind på teateret en morgen. Det var dagen efter massakren i Beslan, hvor tjetjenske oprørere havde taget lærere og børn på en skole som gidsler, og russiske specialstyrker forsøgte at befri dem. En aktion, der endte i tragedie og kostede flere hundrede mennesker livet.

»Da jeg kom ind på teateret, måtte jeg bede skuespillerne om ikke at tale om massakren og trække paralleller til vores forestilling. Det ville føles som manglende ydmyghed over for virkeligheden. Den virkelige verden er for voldsom. Virkeligheden er for meget. Kunsten kommer ind og forløser en genstandsløs angst. Hvis man selv har oplevet den slags tragedier, behøver man jo ikke at lave teater om det. Men i vores del af verden kan man ofte ikke mærke virkeligheden i sit liv, fordi der er så meget forvirrende støj omkring én. Kunsten forsøger at trænge gennem støjen og indfange sandheden. Og virkeligheden.«

Det er også grunden til, at folk går i teateret. Det giver dem følelsen af at komme tæt på virkeligheden, siger teaterinstruktøren.

»Til daglig lever de fleste forholdsvis udramatiske liv med arbejde, madlavning og indkøb. Kunsten minder os om de vilkår, vi er fælles om: Døden, tabet, ensomheden, længslen.«

Hvorfor vil du og publikum gerne trækkes igennem de her følelser af tab, længsel og ensomhed?

»De fleste ved godt, at virkeligheden indeholder disse følelser. Enten genkender man dem direkte, fordi man selv har prøvet at miste, mærket ensomheden, været ulykkelig forelsket eller noget helt fjerde. Eller også genkender man dem uden at have mærket dem på egen krop, men fordi man fornemmer, at man kommer til at møde dem. Vi ved godt, at vi ikke er i kontrol. Personligt bliver jeg ofte bange, når alt går godt. Jeg ved jo, at det ikke bliver ved sådan.«

Så kunsten øver os i at møde de store følelser?

»Vi kommer alle til at miste, vi skal alle dø, og der er noget trygt ved at være i kontakt med den sandhed. Det er også det at ’kigge køer’ på motorvejen handler om. Det er ikke særligt sympatisk at stoppe op og glo på andres ulykke, men alt i én skriger på at sænke farten, fordi man kan lugte det virkelige liv. Man bliver tryg, når man mærker livet konkret. I mit eget liv kan jeg mærke, at der er noget tryghedsskabende ved at opleve store tab. Når jeg står foran et lig, er jeg jo ikke angst. I det tilfælde er døden lige foran mig, og så er den ikke farlig.«

Forestillingen om rædslerne har det med at overgå virkeligheden. Fantasien er uendelig og frygtindgydende. Det er grunden til, at det er så uhyggeligt, når Sofokles i sit teaterstykke lader kong Ødipus stikke øjnene ud på sig selv bag scenens bagtæppe, så tilskuerne ikke kan se, hvad der foregår men kun forestille sig det, fortæller Katrine Wiedemann.

»Angst har det med at vokse i hovederne på os. Det ved de fleste, som er kommet ud af lang tids krise eller har overlevet en alvorlig sygdom. Pludselig er man ikke længere bange for små sygdomme eller små kriser. Man får renset ud i sit mentale system, og bagefter føler man sig på mærkelig vis sat fri. Man får hård hud på nerverne.«

Jo flere smertefulde oplevelser man udsættes for, jo bedre bliver man også til at takle dem. Modgang giver karakter. Når man har overlevet ét tab, er tanken om det næste tab mindre skræmmende.

»Jeg har altid været meget knyttet til mine forældre, og siden jeg var lille, har jeg frygtet, hvordan jeg skulle klare at miste dem. Da min far så døde for nogle år siden, blev jeg selvfølgelig meget ked af det, men et sted i mig var der også en lille stemme, der sagde: ’Gud, hvor rart, nu behøver jeg ikke længere at være bange for, at han dør.’«

Det betyder ikke, at Katrine Wiedemann nu går og venter på, at hendes mor dør. Men hun ved, at hun nok skal overleve tabet, når det engang sker. Når man løber ind i en sorg, bliver man fri for at være bange for den.

»Derfor var jeg også meget sart som barn. Jeg havde ikke hård hud på nerverne, men jeg vidste, at virkeligheden bestod af alle mulige frygtelige ting, som bare lå og ventede på mig. Jeg begyndte tidligt at læse klassikere, og her blev jeg jo konstant konfronteret med alle de rædsler, menneskelivet indeholder.«

Nogle børn er mere følsomme end andre, siger Katrine Wiedemann. Selv var hun skrækslagen for døde dyr. Når hun fandt en død flue i vindueskarmen, græd hun. Senere gik det op for hende, at det var angsten for hendes egne følelser, der fik hende til at gå i baglås.

»Jeg har altid været bange for de store følelser, der rumsterede i mig. Det er vel grundangst for, hvad der sker, hvis man først slipper tøjlerne. Følelser er svære. I hvert fald for mig. Andre har måske ikke så mange følelser, eller også er de bare bedre til at styre dem. Jeg tror, mange mennesker bliver bange og lægger låg på deres følelser, når de mærker angst.«

Men inde bag angsten er vejen åben for erkendelse. Man kontakter en særlig form for sandhed, når man ser sin egen angst i øjnene og undersøger brændstoffet i den, siger Katrine Wiedemann.

»I glimt finder man frem til noget sandt om, hvad mennesket egentlig er for en størrelse, og den indsigt kan man bruge til at klare sit eget liv bedre.«

Så selv om du fjerner dig fra virkeligheden og skaber et kunstigt rum, når du laver teater, bringer det dig også tæt på virkeligheden?

»Helt sikkert. Kunst beskæftiger sig med at søge sandhed, og én af de store sandheder omkring mennesket er, at alt i os bygger på illusioner. Vi er sat sammen af en masse illusioner om os selv. Og det kan være ubehageligt at mærke, hvem man i virkeligheden er inde bag alle illusionerne. At man måske ingenting er. At man blot er et dyr. Drevet af basale følelser og drifter. Måske det hjælper at prøve at se det faktum i øjnene. Måske det sætter én fri. Og fjerner angsten.«

Hun går i stå i ordene.

»På den anden side er det også en gysende erkendelse, som vi kun rummer i korte glimt,« siger hun så og undertrykker et uldent smil. »Så måske skal vi stoppe interviewet her og tale om noget sjovt i stedet for. Det er jo ikke sundt at sidde og stikke i sin egen angst, vel?«