Selvom børn efterhånden langt fra er noget særsyn på landets mange festivalpladser, så skiller Heartland Festival sig alligevel ud fra mængden. Festivalens program med koncerter, talks, gastronomiske oplevelser og kunst suppleres nemlig af et tilsvarende program for børn i alderen tre til tolv.
De yngste gæster får lov til at boltre sig i deres helt egen farverige legeplads af en festivalzone, der har fået navnet Hjerteland. De kan i princippet opleve alt det samme, som på »voksen-festivalen« - blot i børnehøjde. Her er der ikke tid til finkulturelle talks med Werner Herzog. I stedet er skuespilleren Fanny Leander Bornedal fra den populære julekalender »Den anden verden« programsat til en halv times snak – lige inden der afholdes graffitiworkshop.