Vi gør et kort holdt. Eller det vil sige, terrænet og vejret tvinger os til det. Den nærmest uendelige bakke, der afslutter cykelturen op over Tåsinge, har sat kroppen i kog. Samtidig har majsolen gennemboret skydækket og brager ned. De løse ærmer og bukser ryger af, mens der tankes op med væske.  

Læs også: 3 x cykelferie i Danmark

Vi belønnes for vores hårde arbejde kort efter, da vi kører op på Svendborgsundbroen, der forbinder Fyn med Tåsinge og Langeland. 

Svendborgs lange kyststrækning åbner sig foran os. Vi misser lidt med øjnene, for sollyset reflekteres skarpt i vandet under os.  

Skarøfærgen sender en brusende summen op imod os. På bakkerne bag den gamle købstad titter et kirketårn frem blandt de knaldgrønne trækroner, og lidt mod vest ligger både og vugger i sundet foran de fornemme villakvarterer. Flere steder hæver et flaksende Dannebrog sig. 

Det opmuntrende vue glider forbi os, mens vi suser ned fra broen i frihjul.

Det var ikke den sidste belønning vi fik den dag. Det sørgede hovedvej 44, der begynder i Svendborg og går tværs over Sydfyn til Faaborg, for.

De godt 25 km landevej var en del af en længere cykeltur – Danmark rundt på otte dage – som jeg kørte med min far i sidste måned.

Fredag 10. maj gjaldt det således tredje etape. Ridtet strakte sig (med hjælp fra et par færger undervejs)  fra Marielyst på Falster til Sønderborg på Als. I alt 167 km, hvoraf dem henover Fyn noterede sig for de absolut flotteste.

Før vi begav os ud på ruten mod Faaborg, lagde vi dog vejen forbi Svendborgs formiddagsslumrende centrum, hvor den lokale Kvickly bød på en række gode tilbud for den trængende rytter. 

Den konstante cykelappetit var nemlig ikke blevet formindsket af at trille gennem hovedgaden i Rudkøbing på Langeland, hvor forårsfolket slubrede store isvafler og kolde fadøl i sig. 

Så der blev handlet lidt studentersnitter, energidrik og bananer – vi ventede lidt med den egentlige frokost til senere.

Tilbage i tiden
Hovedvej 44 begynder pludseligt ved en larmende, hektisk motorvejssammenfletning. Men vi triller ikke mange hundrede meter, før den landlige sydfynske idyl indfinder sig. 

Vi passerer Sørup Sø og kort efter Hvidkilde Sø, der danner rammen om det imponerende Hvidkilde Gods. Ind- og udgangen til området er markeret med to monumentale søjler i hver ende. 

De stråtækte huse, vandmøllen og den antikke hovedbygning tager os for en stund til en anden tid og sted.

Og sådan fortsætter det. Hovedvejen bugter sig op, ned, frem og rundt blandt gamle bindingsværkshusmandssteder, større herregårde og utallige middelalderkirker. Og cyklen flytter os ikke hurtigere, end at vi har tid til at kigge på og tænke over det, vi passerer.

Det bundfælder sig. Jeg forestiller mig nemt bondelivet for nogle hundrede år siden her på egnen. 

Der er ro, og vi skal ikke nå noget. Vi cykler bare – uforstyrret – og giver os tid til at holde ind, der hvor vi vil. Tid til at nyde en udsigt fra en ældgammel dyssehøj, kigge lidt nærmere på et gammelt mejeri og spise vores frokost på en bænk foran Åstrup Mølle. 

Leverpostejsmadderne bliver smurt, mens vi spejder ud over en eng fuld af mælkebøtter. Mad smager bare bedre i det fri. 

Vi bliver ledsaget af fuglefløjt og det uendelige, moshærgede stengærde hele vejen. Så knækker vejen pludselig nedad i en dal, og vi cykler ind i en skov. Der er helt stille, bortset fra en bæk, der klukker lidt for sig selv. 

Alt er lyst og grønt. Det dufter af fugtig sommer. Lige nu er der meget langt hjem til den larmende hovedstad. Og jeg labber det i mig.

Alting har en ende
Oplevelsesboblen brister kun, da en traktor med en monstrøs landsbrugsmaskine flænser lydmuren omkring os. 

Men det hører jo også til her, tænker jeg for mig selv. Ligesom de andre cykelmotionister, der ræser forbi, og de mange kaffekurvs-ekspeditioner, der gør brug af bord og bænke langs hovedvejen.

Det er en drøm at køre på cykel her. Det er tydeligt, at Svendborg og Faaborg Kommuner har gjort noget ud af at vedligeholde cykelstien.

Asfalten er nærmest lydløs og helt uden huller. Nogle steder bliver man ligefrem bortført fra hovedvejen for at komme forbi en særlig ekstraordinær udsigt.

Og så er vi pludselig i Faaborg. Det var nogle af de nemmest kørte 25 km i lang tid. Til gengæld er de sidste 10 km på Fyn – vejen ud til Bøjden – et langt intetsigende stykke asfalt mod verdens ende. Sådan føles det i hvert fald, når hovedvejens navn skifter fra 44 til 8, og omgivelserne bliver ligegyldige. I hvert fald i forhold til det, vi lige har set. 

Hvis ikke det var fordi, vi skulle videre op gennem Jylland, kunne man nemt fristes til at tage samme vej tilbage mod Svendborg – eller finde en alternativ rute. Men det må blive en anden gang.

For jeg skal bare tilbage til hovedvej 44. På cykel naturligvis.

Læs også: Cykeltur med usynlig makker