Denne uge har budt på to begivenheder, der har sendt rystelser – om man så må sige – gennem det kulturelle landskab. To meget forskellige begivenheder, men alligevel sært forbundne.
Lad os tage den hjemlige først: Det er næppe gået nogens næse forbi. at DR i forbindelse med en kommende spareplan har valgt at lukke DR UnderholdningsOrkestret. Det har – mildest talt – vakt debat.
DRs nye kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, begrunder lukningen således: »Vi skal finde pengene til omstillingen af DR til alle de nye medier. Vi kan ikke risikere, at vi ikke kan nå de unge på tablets og smartphones i fremtiden, og vi har vurderet, at i det store billede var det her det rigtige at gøre.«
Dette citat leder os behændigt over til ugens anden store kulturelle begivenhed. For hvor man ikke får fornemmelsen af, at DRs mange chefer har været faste gæster til DR UnderholdningsOrkestrets koncerter, så må man til gengæld næsten formode, at de sad limet til computerskærmen tirsdag aften for at følge med i Apples livestreaming, hvor virksomheden præsenterede sin nye iPhone samt – ta-daaaaaa – et såkaldt smartwatch benævnt Apple Watch.
Skal vi tro Tine Smedegaard Andersen, så er det i al fald dét, de unge vil have, og nu er der så kommet en ny platform, hvor DR med garanti snart sætter et udviklerhold i gang, der kan undersøge, hvordan man laver public service til Apple Watch.
Skal man være lidt polemisk, kan man hævde, at det i virkeligheden er Apple, der er skyld i, at DR UnderholdningsOrkestret nu må lade livet, al den stund, at det er Apples produkter, der har været drivende i den udvikling, som DR nu med vold og magt halser efter!
Når Apple-CEO, Tim Cook, kalder til bønnemøde, lytter vi alle andægtigt med. DR UnderholdningsOrkestrets chefdirigent, Adam Fischer, ville nok ønske, at han havde samme gennemslagskraft – men, alas, hans tid er forbi. Vi – og ikke mindst »de unge«, den forkætrede, ombejlede målgruppe – har alt for travlt med at bestille en iPhone 6+ og et Apple Watch, så vi kan poste endnu klarere billeder af os selv på Instagram, mens vi udveklser »hjerteslag« med alle vore mange followers.
Engang imellem kan man godt tage sig i at tænke, om vi er i gang med et ukonrollerbart, globalt eksperiment. For hvad nu, hvis eksperterne har ret i, at vores koncentrationsevne er på retur, at undervisningen ødelægges, og at stressen ruller ind sammen med alle de sociale medier og elektroniske devices?
Hvad nu, hvis vi ikke bliver bedre mennesker af konstante breaking news og updates som: »Stripper-Jackie rasende: Rektalundersøgt på Færøerne« i vores Facebook-feed.
Hvad nu, hvis vi ikke bare skal halse efter hver eneste nye platform – koste hvad det vil.
Hvad nu, hvis vi ikke er kulturløse.
Hvad nu, hvis – og nu lyder jeg som en meget gammel 39-årig – nogle ting faktisk var bedre i gamle dage.
Hvad nu hvis ...