Det var sommeren 1976. På Hummeltofteskolen i Sorgenfri skulle Anders Lund Madsens klasse holde fest. Pigerne stod for planlægningen og ville lave modeopvisning med drengene på scenen. I pigetøj.
Anders takkede pænt nej. Ikke fordi han var specielt skræmt over udsigten til at hoppe i kjole. Det generede ham ikke. Drengen med det kraftige, mørke hår var vant til at eksperimentere med klædeskabet.
»Men jeg ville hellere være konferencier. Det føltes mere rigtigt. Det andet var ligesom ikke nogen udfordring,« smiler Anders Lund Madsen.
Men da dagen for klassefesten endelig oprandt, var han ved at dratte om at panik.
»Jeg var sikker på, at jeg ville blive til grin.«
Anders overlevede. I smuk stil endda. Klassekammeraterne jublede over konferencierens kringlede indspark, og i løbet af den halve time showet varede, gik Anders fra »død mand til fritsvævende astronaut«.
»Jeg var fri. Det var som at erobre et nyt land.«
Følelsen af at kunne holde et selskab i hånden er stærkt vanedannende. Ikke mindst når man som Anders Lund Madsen aldrig havde været andet end »ham den lille« og altid ligget i den øverste halvdel af den nederste tredjedel af hierarkiet i klassen, som han selv siger.
»Jeg var ikke udenfor. Slet ikke. Jeg var bare ikke noget særligt, og pludselig havde jeg fundet noget, jeg var god til.«
Han sidder lidt uden at sige noget. Så vokser et stille smil frem.
»Det begyndte jeg selvfølgelig at skamride, og snart blev jeg ham den irriterende, som troede han kunne underholde alt og alle. Hele tiden. Måske er det derfor, jeg aldrig bliver inviteret med til klassejubilæer. De orker ikke mere spas fra mig.«
Anders Lund Madsen er klar over, at hans gamle klassekammerater ikke er de eneste, der synes, at han indimellem er for meget, men som hovedpersonen selv siger, så åbner latter sindet og gør tilværelsen og adgangen til andre mennesker lettere. Og det interessante er, siger Anders Lund Madsen, at vi ofte morer os over de samme ting. Dybest set griner vi ad os selv og vores egen elendighed. Og det hjælper at grine. Humor kan gøre en dårlig stemning god, og den slags er der altid brug for. Ikke mindst i en krisetid, som den vi befinder os i for tiden.
»Jeg er grundlæggende et ret ubekymret menneske, men jeg kan se, hvordan mange omkring mig er fulde af angst. Der er også nok at være bange for, skulle jeg hilse at sige. Isbjergene smelter, økonomien vakler, og lige om lidt kommer kineserne væltende. De dårlige nyheder fylder jo sindssygt meget.«
Og det er hér, humoren kommer ridende ind som det frelsende kavaleri. Humor kan gøre det farlige og det angstfyldte sjovt. Hvis man kan grine ad de ting, der bekymrer én, er tilværelsen lettere at holde ud.
»Humor beroliger og forhindrer vanviddet i at tage magten. På den ene side står alt det, vi ikke har kontrol over, og som gør os bange. Og på den anden side har vi humoren, som vi kan bruge til at håndtere kaosset, ulykken og elendigheden med. Derfor udfolder humoren sig også overalt, selv i Gaza som ved Gud ikke er noget muntert sted,« siger Anders Lund Madsen.
Det sidste opdagede han, da han og en kvindelig kollega for nogle år siden drog ud i verden for at undersøge forskellige kulturers humor. I Gaza havde makkerparret lejet en guide til at vise rundt.
»Vi spurgte ham, hvad der var af sjove ting at se i området. Det kunne han ikke svare på, men han kunne vise os Gazas eneste zoologiske have, og det var til gengæld en spøjs oplevelse.«
De danske gæster blev vist rundt, og ret hurtigt stod det klart, at stedet ikke hørte til blandt de mest velassorterede zoologiske haver i verden.
»Det kørte slet ikke for dem. De havde to løver, som så virkelig sørgelige ud. De var så sultne, fordi de levede af slagteriaffald fra en kyllingefabrik, og det kunne de stakkels dyr jo slet ikke blive mætte af. De havde også et muldyr, og det er her, tingene begynder at blive sjove på en måde, hvor de transcenderer sprog og kultur.«
Muldyret var malet med sorte og hvide striber, så børnene i Gaza kunne se, hvordan en zebra så ud. Og det var sådan set fint nok, syntes Anders Lund Madsen. Men på et tidspunkt havde haven fået råd til at købe to nye dyr, som netop var ankommet, fortalte guiden.
»Jeg var spændt på, hvad de mon havde købt? Når nu man har en forholdsvis skrabet bestand af dyr, hvad satser man så på?«
Anders Lund Madsen holder en af sine talepauser, der ofte er lige så bærende for grinet som den efterfølgende pointe.
»De havde så valgt at investere i to strudse,« siger han så.
Vi kigger på hinanden. Og griner.
»Ikke at der er noget i vejen med strudse, men det var nok ikke lige dét, jeg ville have satset på. Jeg har altid syntes, at strudse var ret kedelige. De står jo bare og glor på én.«
Det viste sig, at valget var faldet på strudse, fordi det var de eneste store dyr, man kunne få op på ryggen af en mand og fragte igennem smuglertunnelen fra Egypten.
»Alt, hvad der skulle ind i Gaza, gik gennem den tunnel, og man kan jo ikke smide et næsehorn op på ryggen. Det siger sig selv. Og gu’ er det da tragisk, men det er også morsomt, at det er sådan, en zoologisk have nødvendigvis må se ud, når man vokser op i Gaza.«
Selv voksede Anders Lund Madsen op i solid middelklasse. Med dansktop i radioen og sildemadder på bordet i weekenderne. Moren var en kærlig og tålmodig dame med et mildt ansigt, faren en lille, venlig og meget morsom mand, der charmerede alle.
Familiens to drenge havde begge fået hovedet skruet heldigt på, men derfra hørte lighederne også op. Anders Lund Madsens storebror, Peter, var en ærgerrig læsehest, der tidligt vidste, hvad han ville med sit liv. Helt modsat lillebroren, som til gengæld var sjov og kunne noget med ord.
»Det er vist meget klassisk. Når man ikke skal være ham, som sørger for at gøre forældrene stolte, er der plads til at lave fis og ballade og være ham, der underholder selskabet,« siger Anders Lund Madsen.
Som barn spiller man på det instrument, man er bedst til. Hvis man er så heldig overhovedet at have et instrument. Det er ikke alle, der har det.
»Jeg har i hvert fald mødt et par stykker, om hvem jeg må sige, at de ikke kan noget. Men det handler også om held. Verden skal have brug for ens evner, og mine talenter havde næppe været meget bevendt, hvis jeg var født på Øland i 1620’erne. Jeg var heldig at vokse op i en tid med brug for sjove mennesker.«
Verden har stadig brug for sjove mennesker, og det er Anders Lund Madsen taknemmelig over, for han ville ikke ane, hvad han ellers skulle stille op. Han fortæller gerne om sine arbejdsmetoder. Mens andre forbereder tingene detaljeret på forhånd for at få friheden og overskuddet til at kunne improvisere, spiller trompeten anderledes for Anders Lund Madsen.
»På Journalisthøjskolen lærer man, at man altid skal forberede sig, men livet har vist mig, at der kan være usandsynligt god spas og underholdning i ikke at forberede sig. Improvisationen giver tingene en særlig friskhed.«
Men den improviserede stil indebærer vel også risikoen for, at tingene indimellem går galt?
»Selvfølgelig, men jeg lever fint med skæverterne. Og dem har der ved Gud været nogle stykker af undervejs, men det er prisen for at ville levere noget originalt. I hvert fald for mig.«
Ofte sendes Anders Lund Madsens programmer direkte, og det giver en fantastisk mulighed for at finde på ting undervejs, siger han. Produceren vil gerne have, at han følger en fast plan, men det skib nægter Lund Madsen at være passager på.
»Jeg vil gerne have det løst, og da det er direkte fjernsyn, er det jo mig, der holder taktstokken, så i princippet kan jeg gøre, hvad jeg vil. Og det er en vidunderlig følelse at vide, at hvis jeg ikke siger noget, så bliver der ikke sagt noget. Jeg tænker tit på, hvor lang tid, der vil gå, før der kommer nogen og fjerner mig, hvis jeg bare sidder og kigger tavst ind i linsen. En eller anden gang prøver jeg at se, hvad der sker.«
Hvor længe ville du få lov til at sidde sådan, tror du?
»På et eller andet tidspunkt vil der selvfølgelig komme én ind og spørge, om jeg er ok. Det skal jeg ignorere og lade være med at svare på. Så vil han sikkert gå igen, og så vil der formentlig gå yderligere nogle minutter«
Og hvad vil der så ske?
»Til sidst vil de nok sætte noget musik på, og så vil produceren komme ind og spørge, hvad der sker, og her vil jeg fortsætte min tavshed. Det kunne virkelig være sjovt at se, hvor længe man kunne holde den.«
Han læner sig tilbage og forestiller sig situationen, inden han hiver sig selv tilbage i interviewet.
»Men det er nok et projekt, der ligger lidt ude i fremtiden, for bagefter tror jeg ikke, at jeg får job ret mange steder.«
Det sidste er næppe tilfældet. Anders Lund Madsens line er længere end flertallet af hans kollegers. Gennem årene har »Kongen af TV«, som hovedpersonen kalder sig selv i sin mailsignatur, opnået en status, der gør ham i stand til at slippe af sted med det meste. I dag forventer de skiftende arbejdsgivere nærmest de uventede drejninger.
Et af de mest sikre kendetegn ved Anders Lund Madsens stil er evnen til at udholde den skov af pinlige øjeblikke, der synes at vokse ud af hans opførsel. I 1996 forliste en yngre Anders Lund Madsen et 20 minutters eksklusivt interview med Madonna, fordi han besluttede sig for at diskutere sine sælskindsbukser og Berlingske Tidendes dødsannoncer med popstjernen. Efter tre minutters interview blev den danske journalist smidt ud. Og under OL i Atlanta samme år fik Anders Lund Madsen det samlede pressekorps til at tage sig til hovedet under et pressemøde med det amerikanske dreamteam i basket, da han spurgte megastjernen Michael Jordan, hvorfor man får to point for at score i sporten.
For de fleste mennesker er det grænseoverskridende at blive i rollen som fjolset, men Anders Lund Madsen ofrer gerne sin forfængelighed for at give den ene halvdel af salen et godt grin.
»Og så lever jeg fint med, at resten synes, jeg er idiot. Det er sjovt, at folk tror, man er dum, så længe man selv ved, man er klog. Desuden er min dumhed jo en dumhed, der får mennesker til at grine. Det var noget helt andet, hvis den afsporede togvogne.«
Det lyder afklaret. Sådan virker hovedpersonen egentlig også. Men noget plager alligevel Anders Lund Madsen. Som dreng fortalte hans forældre ham altid, at man skal bruge det, man har anlæg for til at gøre nytte og hjælpe andre. Men det er humoren, han har gjort alvor af, og den tæller ikke rigtigt i det regnskab.
»Latter vælter jo ingen diktatorer af pinden,« som han siger: »Det har altid været min store frygt at skulle forlade verden uden at have tilført den noget væsentligt,« siger Anders Lund Madsen på en måde, som er umulig at afkode. Er det sjov eller alvor? Svaret ligger indbygget i fortsættelsen:
»Derfor vil jeg også rigtig gerne ind i politik.«
Og hvad vil du kunne bidrage med i politik?
»Rigtig meget, kan jeg love dig for,« siger Anders Lund Madsen og fortæller om en oplevelse, han havde hjemme i sofaen i rækkehuset på Østerbro for noget tid siden, hvor han tilfældigt kom til at se »Bag Borgen« på DR1, som besøgte Helle Thorning på hendes kontor i Statsministeriet.
»Hun havde virkelig vendt op og ned på tingene derinde. Lars Løkke havde haft skrivebordet til at stå nede ved vinduet, men Helle havde smidt det ud i midten af rummet. Sådan! Ikke så meget pjat. Når jeg bliver statsminister, vil jeg helt sikkert flytte bordet et helt tredje sted hen og måske endda hænge nogle andre malerier op på væggene.«
Han banker en hånd i bordet.
»Se, det er magt!«
Men til sidst i udsendelsen hev statsministeren en rød mappe frem, som var fuld af papirer, hun skulle læse hver dag. Og så blev Anders Lund Madsen pludselig meget træt og overvejede, om politik nu også var det rigtige for ham.
»Men jeg vil være god til at holde taler, der samler nationen. Det har vi i den grad brug for. Men det kræver selvfølgelig, at der er én, som står for papirerne i den røde mappe. Måske kunne man lave en ordning med en administrerende direktør, der tager sig af de kørende forretninger,og så én, der indretter kontor og samler nationen ved at få folk til at grine lidt mere.«
Og så følger en længere enetale om velsignelserne ved et hæve-sænke-bord, inden han lander i en fabulerende strøm af ord med et retorisk spørgsmål om, hvad verden egentlig skal bruge humor til.
»Humor kan bruges til at få greb om verden og alt det forfærdelige, der sker hver eneste dag. Når noget bliver sjovt, bliver det mindre farligt. Det er ligesom at blive overfaldet af en kamphund. I begyndelsen kan man ikke gøre noget, men får man fat i halsbåndet, kan man styre det hele lidt bedre. Måske bliver man stadig bidt i stykker, men man har et redskab til at mindske skaderne«
Anders Lund Madsen lader fortsættelsen hænge fast i en tænksom indånding. Så retter han sig op i stolen i et beslutsomt ryk:
»Nu ved jeg det! Humor er halsbåndet på vanvidshunden«
Han læner sig tilbage i stolen: »Det er et godt billede. Det tror jeg, Berlingskes læsere vil kunne forstå.«