Pokémon-jagt

Hvis man vil slå gækken løs i Rusland, skal man ikke regne med myndighedernes humoristiske sans.

Det har Ruslan Sokolovskij måttet sande, efter at han er blevet fængslet for at jagte Pokémons i en kirke.

Den 21-årige Sokolovskij har 300.000 følgere på sin YouTube-kanal, hvor han taler om nyheder, videnskab og religion. Han udgiver desuden et ateistisk magasin, skriver Washington Post.

Sokolovskijs Pokémon-jagt fandt sted, efter at russiske medier har advaret spillere om, at jagt på Pikachu og de andre i Guds hus kan medføre op til tre års fængsel som følge af de blasfemi­regler, som Rusland indførte efter den regeringskritiske trio Pussy Riots protestaktion i en kirke.

Det faldt Sokolovskij for brystet, så han gik på jagt i en lokal ortodoks kirke og lagde en video af forløbet op på YouTube. Til sidst i videoen siger han, at det ikke er lykkedes ham at fange »den mest sjældne Pokémon, man kan finder dér – Jesus«.

Sokolovskij er nu sigtet for at fornærme folks religiøse overbevisning, selv om politiet udtaler, at årsagen til hans fortsatte fængsling desuden er rod i papirerne i forhold til hans boligsituation samt en mindre mængde stoffer, som man har fundet i hans hjem.

Advarsel I

Air China, har skabt vrede i London ved at bringe en noget aparte advarsel til sine passagerer.

»London er i det store og hele et trygt sted at rejse til, dog er det nødvendigt at tage sine forholdsregler i de nabolag, der mestendels er befolket af indere, pakistanere og sorte,« står der i selskabets magasin. Og advarslen fortsætter, skriver The Evening Standard.

»Vi fraråder turister at gå alene ud om natten, og kvinder bør altid være i selskab, når de rejser.«

Rasende londonske lokalpolitikere kræver nu en undskyldning, og at advarslen bliver fjernet.

Advarsel II

Efter den amerikanske whistleblower Edward Snowdens afsløringer om amerikanske efterretningstjenesters masseovervågning erklærede EU-Domstolen sidste år den hidtidige databeskyttelsesaftale mellem EU og USA, Safe Harbour, for ugyldig. Nu skal den afløses af Privacy Shield, skriver EU Observer.

Med Privacy Shield skal EU-borgere ikke længere frygte masseovervågning, lyder det fra amerikanerne, men det er direkte løgn, udtaler Snowden.

»De benægter masseovervågning, men siger, at ‘det, vi laver, er bare indsamling af store mængder data,’ hvilket i deres verden er noget helt andet. Men i virkeligheden, i vores verden, er det masseovervågning.«