Overvågningsfly skal have udstyr der virker
Tre af Flyvevåbnets nu i alt fire Challenger-fly skal have en tiltrængt »midlife update« i løbet af de kommende par år.
Tre af Flyvevåbnets nu i alt fire Challenger-fly skal have en tiltrængt »midlife update« i løbet af de kommende par år.
Tre af Flyvevåbnets nu i alt fire Challenger-fly skal moderniseres i løbet af de kommende par år. Blandt andet skal de tre Challenger, der blev anskaffet i begyndelsen af 00erne, have en ny radar, som både kan foretage havovervågning, registrere vejr og søge efter olieforurening på havet.
Desuden skal flyene have et nyt cockpit svarende til den nyeste model af flyet, oplyser flyhjemmesiden Flightglobal.com. Ifølge netmediet er der dog endnu ikke truffet beslutning om, hvorledes moderniseringen af de nu godt ti år gamle fly skal gennemføres.
De danske planer om en »midlife update« af Challengerflyene blev fremlagt på en nylig konference i London, hvor major Jacob Bos angiveligt oplyste, at Challengerens radarudstyr ikke har virket efter hensigten. Derfor måtte Flyvevåbnet anskaffe en radartype, der kigger »sidelæns« på havoverfladen – for at kunne se olie på havet.
»Vi var endt i en situation, hvor vi ikke havde en radar, der virkede. Den maritime overvågningsradar er ikke tilstrækkeligt pålidelig, og det samme gælder FLIR (et optisk-elektrisk og infrarødt kamera, red). Vores konsoller er heller ikke tilstrækkeligt fleksible,« sagde den danske officer ifølge referatet fra konferencen.