Toppen af dansk erhvervsliv, med giganter som A.P. Møller - Mærsk, Novo Nordisk, Carlsberg og Novozymes i spidsen, har skovlet penge hjem i første halvår. Endda i en sådan grad, at de nu tjener flere penge hjem som rent overskud, end før den aktuelle krise brød ud i efteråret 2008.

Læs også: Novo Nordisk står over for spændende 2011

Overskuddet hos de 15 største danske børsnotede selskaber uden for den finansielle sektor, der indtil videre har aflagt regnskab fra første halvdel af 2010, stråler således med et imponerende overskud oppe på 45,7 milliarder kroner. Det er hele 93 procent mere end i samme periode året før og er formentlig et af de største overskud, der nogensinde er trukket hjem af denne forgyldte del af dansk erhvervsliv, viser en analyse af regnskaberne, som er udarbejdet af Berlingske Business.

Mærsk trækker fremgang

En stor bid af fremgangen trækkes af en imponerende vending til det bedre hos rederi- og oliegiganten A.P. Møller - Mærsk. Men selv hvis denne ene kæmpekoncern ikke tælles med, er der fremgang, og hele 11 af de 15 største virksomheder har da også opjusteret deres ventede indtjening for 2010. For en hel vifte af virksomheder har indtjeningen tilmed aldrig været bedre.

Læs også: Comeback til Carlsberg på afgørende markeder

Professor Torben Pedersen fra Copenhagen Business School kalder det »ubetinget godt«, at de store danske koncerner tjener mange penge.

»Det er noget, alle danskere kan glæde sig over. Det er ikke noget dårligt på nogen måde. Det er noget glædeligt, som gavner Danmark og dansk økonomi,« siger Torben Pedersen.

Virksomheder ekspanderer

Han tilføjer, at mange danske virksomheder ekspanderer stort i Kina, USA, Mellemøsten og andre steder i disse år.

»Men en ganske betydelig del af værdiskabelsen ligger fortsat i Danmark. Vi har for nylig lavet en undersøgelse af skovirksomheden Ecco. Bare fem procent af deres 20.000 ansatte er ansat i Danmark. Men 50 procent af de værdier, virksomheden skaber, finder sted i Danmark. Hver gang de sælger et par sko til 800 kroner, kommer de 400 kroner med andre ord Danmark til gavn,« siger Torben Pedersen.

Cheføkonom i DI Klaus Rasmussen peger dog på, at det sidste halve års tigerspring fremad i regnskaberne skal ses i lyset af den helt ualmindeligt hårde nedgang, som fandt sted i efteråret 2008 og gennem det meste af 2009.

»Samtidig har virksomhederne været rigtig gode til at bringe deres omkostninger ned,« siger han.

Færre omkostninger, mere effektivitet

Aktiestrateg i Nordea Henrik Drusebjerg vurderer dog, at selve overskuddet er oppe over niveau, fra før krisen satte ind de fleste steder. Det gælder dog ikke, hvis der ses på salg og omsætning. Her mangler en del virksomheder fortsat at hente noget af de senere års nedgang ind igen.

Læs også: Novozymes CFO: Ingen planer om øget udbytte

»Men de danske virksomheder er kommet uhyre stærkt igen. De store overskud skyldes især, at der er skåret i omkostningerne på ganske markant vis, så de nu er ekstremt effektive,« siger Henrik Drusebjerg.

De danske selskaber er også kommet langt bedre ud af første halvår end ventet, vurderer en analysechef i Sydbank.

»De har overrasket stort. Der er blevet satset stort på at skære i omkostningerne og forbedre effektiviteten. Det giver resultater nu. Danske virksomheder står meget stærkt i den internationale konkurrence. Godt nok er lønningerne i Danmark over en årrække steget mere end i udlandet. Men de fleste af de store danske koncerner har hovedparten af deres aktiviteter i udlandet. Det gælder eksempelvis for A.P. Møller - Mærsk, Novo Nordisk, Carlsberg og FL Smith. Så det er mere de udenlandske end de danske aktiviteter, der spiller en rolle.«

Bjørn Schwarz tilføjer, at udviklingen hos vindmøllegiganten Vestas er et godt eksempel på, hvad der sker i dansk erhvervsliv i disse år.

Virksomheden oplyste således i går, at de er nødt til at sige farvel til 300 produktionsfolk i Danmark. Men samtidig skrues der op for mere videntunge aktiviteter og ansættes omkring 500 forskere inden for Vestas Technology R&D, der er virksomhedens forsknings- og udviklingsafdeling. De fleste af disse job vil tilmed blive i Danmark, så afdelingen her kommer op på 2.000 ansatte.