Den nepalesiske svømmer Gaurika Singh bliver den yngste atlet ved det forestående OL i Rio.

Når hun deltager i de indledende heats i 100 meter rygsvømning søndag, vil hun være 13 år og 255 dage gammel.

»Det er ret vildt, men også en smule uvirkeligt,« siger Gaurika Singh.

»Jeg ville virkelig gerne til OL, men jeg var ikke sikker på, om jeg var for ung. Da jeg fik OL-billetten for en måned siden, var det et stort chok,« siger hun.

Skæbnen har også spillet en birolle i, at teenageren når med til OL.

Gaurika Singh bor i London med sin familie, men sidste år var hun hjemme i Nepal til de nationale svømmemesterskaber på et uheldigt tidspunkt. Det var samtidig som et jordskælv hærgede landet, og 9000 mennesker mistede livet.

Singh søgte ly under et bord i en lejlighed på femte sal i Katmandu, mens jordskælvet var på sit værste.

»Heldigvis var det en ny bygning, så den faldt ikke sammen lige som flere af de andre tæt på,« siger Singh.

Singh stiller op i samme disciplin som det danske medaljehåb Mie Østergaard Nielsen.

/ritzau/AFP