Abortlovgivningen i Danmark har stort set stået uændret siden 1973, men måske er tiden inde til at kigge på lovgivningen med nye briller. I 2000 indførte man en øvre grænse for abort efter en ophedet offentlig debat og på anbefaling af et flertal i Etisk Råd, men siden har lovgivningsinteressen ligget stille.

Da Sundhedsstyrelsen i 2004 indførte nye retningslinjer for fosterdiagnostik, som betød, at det ikke længere kun var kvinder i risikogrupper, der fik tilbud om fosterdia-gnostiske undersøgelser, men derimod alle gravide, gav det heller ikke anledning til justering af abortreglerne.

Selv om retningslinjerne angav som sit formål at bistå den enkelte kvinde med at træffe sine egne valg, var valget alligevel ikke så frit – i hvert fald ikke for de kvinder, der valgte at afslutte graviditeten, efter at de fosterdiagnostiske undersøgelser viste, at fosteret led af en sygdom eller misdannelse.

Hovedparten af de ca. 15.000 aborter, der foretages i Danmark, finder sted inden udgangen af 12. uge – altså i den periode, hvor der er fri adgang til abort. For disse kvinder er der en ret til abort, dvs. at kvinderne hverken skal forklare deres bevæggrunde eller kunne dokumentere/sandsynliggøre, at bestemte kriterier er opfyldt.

Det skal de kvinder, der søger om abort efter 12. uge til gengæld. Ifølge tal fra Abortankenævnet drejede det sig sidste år om 867 kvinder. Kvinderne, der søger om abort på dette tidspunkt, har vidt forskellige bevæggrunde. I 78 pct. af tilfældene er der tale om kvinder, der antageligt gerne vil have et barn, men som efter fosterdiagnostiske undersøgelser på hospitalet ønsker abort på grund af de fosterdiagnostiske fund.

De øvrige tilfælde dækker over kvinder, der søger om abort på grund af medicinske, sociale eller etiske grunde eller piger under 18 år, der ikke ønsker at inddrage forældrene i beslutningen, eller som ønsker en abort på trods af forældrenes nej.

Af de 867 kvinder, der søgte om abort i 2016, fik 820 tilladelse, og 47 fik afslag. Tallene indikerer altså, at hovedparten af kvinderne træffer en beslutning, som samfundet bakker op om. Den lave afslagsprocent giver anledning til nogle principielle overvejelser.

Er det rimeligt, at 820 kvinder, der alligevel ender med at få tilladelse til abort, skal have deres privatsfære endevendt af samfundet? Og er det offentliges dyneløfteri en hensigtsmæssig brug af ressourcer? Samtidig er ressourcerne til at støtte kvinderne i at træffe deres valg udsat. Mødrehjælpens uafhængige rådgivning til kvinder i tvivl om abort måtte for nylig lukke i en periode, indtil satspuljemidlerne sikrede en genåbning.

Der er med andre ord gode argumenter for i højere grad at overlade beslutningen til kvinderne selv og kigge den danske abortmodel nærmere efter i sømmene.