Istanbul. 2016 har været et særdeles dramatisk år i Tyrkiet. Foruden et mislykket militærkup er landet på grænsen mellem Europa og Asien også blevet ramt af en række angreb.

Herunder er et udpluk af de mest blodige og markante angreb i Tyrkiet i år:

* 20. august: Mindst 30 mennesker dør og 94 andre såres i en bombeeksplosion ved en bryllupsfest i Gaziantep i det sydlige Tyrkiet.

* 18. august: Tre dødbringende bombeangreb rettet mod politi og militær ryster den østlige del af Tyrkiet og koster mindst ti dræbte og flere end 200 sårede.

* 28. juni: Mindst 36 mennesker dør i et tredobbelt bombeattentat i Istanbuls Atatürk-lufthavn.

* 7. juni: Mindst syv politibetjente og fire civile dør, efter at en bombe går af ved siden af et politikøretøj i centrum af Istanbul.

* 19. marts: Tre israelere og en iraner bliver dræbt i Istanbul af en selvmordsbomber, der angiveligt sympatiserer med Islamisk Stat. Dusinvis bliver såret.

* 13. marts: Mindst 34 bliver dræbt, og dusinvis bliver såret i Ankara, hvor en bilbombe sprænger. Kurdiske militante tager skylden.

* 17. februar: Mindst 29 bliver dræbt i en bilbombe, der er rettet mod det tyrkiske militær i Ankara. Kurdiske militante tager skylden.

* 12. januar: 11 tyske turister bliver dræbt, og 16 personer bliver såret i et selvmordsangreb af en syrisk bombemand i Istanbuls historiske bycentrum.

Kilde: Reuters

/ritzau/