»Ja, jeg havde kendskab til de forskellige udkast.«

Forud for dagens samråd bekræfter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at hun allerede tre uger før, at Morten Bødskov (S) måtte gå af som justitsminister, blev gjort bekendt med, at Folketingets Retsudvalg var blevet ført bag lyset, og at Bødskov fandt grund til at beklage forløbet.

I et af flere udkast til en pressemeddelelse, som Statsministeriet modtog fra Justitsministeriet, beklagede Morten Bødskov nemlig, at han havde været med til at give retsudvalget et »forkert billede« af, hvorfor udvalgets planlagte tur til Christiania 29. februar 2012 pludselig skulle aflyses med få dages varsel. Men beklagelsen og tekstpassagen om det »forkerte billede« blev aldrig offentliggjort.

Her er tre af de centrale svar fra statsministeren i den såkaldte Christiania-sag:

Spørgsmål 1:
Hvem stod bag ændringerne i de forskellige udkast til Morten Bødskovs udtalelse?

Ændringerne i de forskellige udkast skete »på baggrund af en dialog mellem den daværende justitsminister og den daværende formand for Folketingets Retsudvalg, SFeren Anne Baastrup.

Statsministeriet blev ikke hørt om »de konkrete ændringer«, og Statsministeriet var tilsyneladende ikke klar over, hvorfor Morten Bødskovs beklagelse blev fjernet fra den endelige version.

»Jeg eller embedsmænd i Statsministeriet har ikke erindring om, at vi – inden udtalelsen blev udsendt – blev oplyst om, at den endelige udtalelse ikke ville komme til at indeholde den beklagelse, som fremgik af det andet udkast,« skriver Thorning i et at svarene til Folketinget.

Statsministeriet modtog først den endelige version til orientering, efter Justitsministeriet havde offentliggjort den.

Spørgsmål 2:
Hvem drøftede ændringerne?

Tilsyneladende var det kun Statsministeriets øverste embedsmand, departementschef Christian Kette Thomsen, som drøftede udkastene fra Justitsministeriet. Thorning skriver i hvert fald:

»Ud fra medarbejdere i Statsministeriets hukommelse var det alene Statsministeriets departementschef, der talte med Justitsministeriet den 19. november 2013 om indholdet af justitsministerens pressemeddelelse.«

Christian Kettel Thomsen modtog udkastene via mail, men da han skulle drøfte indholdet med Justitsministeriets nu hjemsendte departementschef Anne Kristine Axelsson, skete det over telefonen. De to departementschefer drøftede det første udkast til Bødskov-udtalelsen.

Under samtalen foreslog Christian Kettel Thomsen - ifølge Thorning - at Morten Bødskov skulle beklage forløbet om vildledningen af retsudvalget. Thorning skriver:

»Der blev i en telefonsamtale mellem departementschefen i Justitsministeriet og departementschefen i Statsministeriet efter Statsministeriets modtagelse af første udkast til udtalelse på det overordnede plan foreslået, at man i udtalelsen noterede sig, at PET-chefen (Jakob Scharf, red.) samme morgen havde afvist, at han skulle have misbrugt kalenderoplysninger og at det kunne overvejes at indsætte en form for beklagelse af forløbet.«

Spørgsmål 3:
Fik Thorning besked om Reimann-manøvren?

En vigtig del af Christiania-sagen handler om, hvorvidt Statsministeriet eller Thorning selv blev gjort opmærksom på, at den såkaldte Reimann-manøvre - altså den konstruerede forklaring på hvorfor turen til Christiania måtte aflyses - var konstrueret til lejligheden og koordineret med politidirektør Johan Reimann selv.

Med et »nej« afviser Thorning at have vidst besked om manøvren. Det var først den 9. december - dagen inden Bødskov gik af - at Thorning og Statsministeriet fik oplyst, at Reimann-forklaringen var konstrueret, skriver hun.

Thorning offentliggør mørklagte dokumenter

I forbindelse med svarene til Folketinget har Thorning valgt at offentliggøre de mørklagte dokumenter, som hun tidligere har nægtet at udlevere, fordi de var en del af »regeringens interne samarbejde«.

Dokumenterne er en korrespondance frem og tilbage mellem ansatte i Justitsministeriet og Statsministeriet om Thornings presseberedskab - altså forberedelse af svar på spørgsmål, som pressen kunne forventes at stille statsministeren i den aktuelle sag om Christiania og PET.

Læs hele det offentliggjorte materiale her.

DEBAT | Bland dig i samtalen om Thornings kendskab til de forskellige udkast her i tråden på Berlingskes Facebook-side.