I tilfældet Yahya Hassan er det så åbenlyst: Forfatterens person og det, forfatteren skriver, kan ikke skilles ad.

Han første og hidtil eneste digtsamling, »Yahya Hassan« fra 2013, handlede, som de fleste nok har opdaget, om ham selv og hans ghettoopvækst, og dette var i sig selv grænseoverskridende.

At anmelderne også var begejstrede, og at bogen gik som varmt brød og blev den digtsamling i Danmarkshistorien, der er registreret flest solgte eksemplarer af, var yderligere med til at gøre Yahya Hassan til en på alle måder fascinerende historie. Det samme var digterens både aggressive og karismatiske attitude, hans særegne diktion, hans måde at læse op på, der havde så meget rytme og drive, at det næsten blev til musik.

Senere kom der flere Yahya Hassan-historier til, og de handlede ikke længere så meget om litteratur, men nok så meget om manden, der var f.eks. en historie om et usædvanligt kærlighedsforhold mellem en yngre mand og en ældre kvinde, og dén blev endda til en roman, og der var mere endnu.

Yahya Hassan – et af de mest talentfulde navne i ung, dansk litteratur – var blevet sin egen bedste historie. Hvilket på sin egen bizarre måde får det til at virke helt logisk, at den stadig kun 20-årige stjernedigter igen i denne uge har samlet overskrifter på grund af grænseoverskridende adfærd. Ikke i litteraturens verden. Men i virkelighedens. Noget med utilstedelig kørsel og efterfølgende udsmidning af det parti, han gerne vil stille op for, Nationalpartiet. Ikke noget særligt kønt syn. Hvordan man end vender og drejer det.

Hvordan alt dette så kommer til at påvirke et forfatterskab, som forhåbentlig ikke er slut, må vi se. Jeg vil blot påpege, at det i hvert fald ikke på nogen måde synes at være sådan, at fordi en forfatter er kendt for det ene eller det andet eller det tredje af mere eller mindre spektakulær eller tvivlsom eller grænseoverskridende ikke-litterær art, så kan forfatteren ikke samtidig anerkendes som forfatter.

Tværtimod. Og heldigvis. Litteraturhistorien er spækket med navne på anerkendte forfattere, der ikke levede »normalt«. Det er ikke særlig overraskende.

At sætte sig ned og skrive en masse ord, der ender med at blive til en hel digtsamling eller en hel roman, og at gøre dette i den tro eller den forvisning, at det, man skriver, er så godt og så værdifuldt, at det fortjener at blive trykt og læst af ukendte mængder af ukendte læsere, det er heller ikke i sig selv spor »normalt«. Det er tværtimod grænseoverskridende.

Hvis derfor den grænseoverskridende digter Yahya Hassan igen en dag slår grænseoverskridende til som DIGTER, vil det ikke bare være litterært velkomment. Det vil også være helt efter bogen. På sine egne grænseoverskridende præmisser.