Et 32-årigt rockermedlem og en 54-årig medgerningsmand er ved Retten i Roskilde tirsdag blevet idømt otte års fængsel for at have opbevaret et stort lager amfetamin.

Den 32-årige mand, der er medlem af rockerbanden Satudarah, fik helt præcist otte og et halvt års fængsel, mens den 54-årige medgerningsmand fik otte års fængsel.

Anklagemyndigheden oplyser, at det var cirka seks kilo amfetamin, der blev opbevaret af de to mænd på en adresse i Søborg.

»Der har været tale om opbevaring af en meget stor mængde amfetamin, og sagen er blevet optrevlet på baggrund af et godt stykke politiarbejde,« udtaler anklagerfuldmægtig Danni Richter fra Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

På adressen i Søborg fandt man også en vakuummaskine og små poser, der er blevet benyttet til at pakke amfetaminen i små poser og sælge dem.

Politiet har kortlagt de to dømtes roller i sagen ved hjælp af tekniske oplysninger fra mobiltelefoner, oplyser anklagemyndigheden:

»På baggrund af teleoplysninger, tekniske erklæringer og ikke mindst ransagninger hos købere, er det lykkedes at kortlægge de to tiltaltes færden og ikke mindst deres rolle i forhold til opbevaringen af amfetaminen,« siger Danni Richter.

De to tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden midten af januar 2015, og de er fortsat varetægtsfængslet.

Begge de tiltalte ankede dommen til frifindelse.