Den danske observatør, som sidder fanget i Østukraine, har det godt. Det oplyser en talsmand for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) ifølge Berlingskes korrespondent i Ukraine, Simon Kruse.

»Observatørerne, herunder en dansker, er i god behold, siger OSCE-talsmand,« skriver Simon Kruse på Twitter.

»Lige nu: OSCE har igen fået kontakt med de tilfangetagne observatører i Østukraine. Blandt dem en dansker. De er fortsat ikke frigivet,« skriver han.

Separatisterne, som 26. maj tilbageholdt observatørerne i byen Donetsk, påstod 30. maj at have frigivet observatørerne, men det viste sig nogle dage senere ikke at være tilfældet. 

OSCE-talsmanden oplyser ifølge Simon Kruse, at observatørerne forsat er tilbageholdt, men at de altså er i god behold.

»Situationen er 'unik og meget kompleks' da ingen oprørsgrupper har taget ansvar for tilfangetagelsen af observatører,« siger OSCE-talsmanden ifølge Simon Kruse.