Der er gået sport i at få islamkritikeren Nicolai Sennels sat fra bestallingen som skolepsykolog i Københavns Kommune. Først var socialdemokraten Jonas Bjørn Jensen fra Borgerrepræsentationen på banen med krav om fyring; han blev banket på plads af sin gruppeformand, Lars Weiss, som mente, at man ikke kunne fyre folk for deres politiske holdninger.

Dernæst var det næstformand i Landsforeningen For Socialpædagoger, Jan Hoby, som i TV-studiet i DRs Deadline forlangte, at Sennels skulle afskediges, da hans menneskesyn var i strid med de værdier, der gælder i den offentlige sektor. Hobys argument blev svækket af optagelser fra hans kontor, hvor Lenins portræt hang på væggen, og Ho Chi Minhs buste stod på bordet. Begge har millioner af mord på samvittigheden.

Nu kommer angrebet så fra 11 københavnske skolepsykologer, som i et brev til Børne- og Ungeudvalget i Københavns Kommune udtrykker stor faglig mistillid til deres kollega. Heller ikke de gør sig den ulejlighed at dokumentere hans faglige svigt, men nøjes tilmed at udtrykke tvivl, om hans holdninger gør det muligt for ham at optræde professionelt over for muslimske familier. Havde de kunnet konkretisere deres påstande, havde de givetvis gjort det. Nu håber de formentlig på, at deres brev kan lokke en muslimsk familie til at klage over Sennels’ rådgivning. Foreløbig har kun forældrebestyrelsen i den integrerede institution Børnehuset Teaterbørn & Sct. Paul, hvor Sennels er psykolog, bidt på og erklæret deres frygt for, at han tager sine holdninger med på arbejde. Men hvis det skal batte, er det muslimer, som skal stå frem og klage over konkret rådgivning. Så vil det til gengæld blive svært for Sennels at forsvare sig efter den forudgående mistillid.

Der er derfor al mulig grund til at slå fast, at offentligt ansatte i Danmark skam har ytringsfrihed. Hvis en offentlig arbejdsgiver vil fyre eller forflytte nogen på baggrund af deres politiske standpunkter eller tillidshverv, skal det dokumenteres, at medarbejderens politiske engagement enten er i strid med loven eller skader den pågældendes varetagelse af sit arbejde. Det er ikke nok at henvise diffust til den utryghed, som standpunkterne kan skabe. Erfaringsmæssigt skal der ikke meget til, før politiske modstandere bliver utrygge. Nogle frygtede for EU-professor Marlene Winds forskningsmæssige uhildethed, da hun kaldte Dansk Folkepartis forslag om grænsekontrol for »en appel til laveste fællesnævner og den indre svinehund«. Andre frygtede for domprovst i Københavns Stift, Anders Gadegaards, kristne sindelag, da han gav sig til at kæmpe for en stormoské, eftersom han i sit præsteløfte har lovet at bekæmpe lærdomme, der strider mod folkekirkens trosbekendelse. Begge beholdt imidlertid deres job: I fritiden må de nemlig mene, som de vil.

Det betyder også, at det var forkert, hvis Khalid Amin i sin tid blev fyret som ungdomsuddannelsesvejleder i Københavns Kommune, fordi han var medlem af Hizb ut-Tahrir. Vi ved det bare ikke; vi har kun hans ord for det. Hans arbejdsgiver måtte ikke udtale sig, og det kom aldrig til en sag.

I det offentlige rum må vi alle lægge øren til standpunkter, vi er uenige i. De skal imødegås med argumenter. Ikke med klagebreve til arbejdsgiveren.