Frustrationen over at være ordblind medførte mange tårer hos kronprinsesse Victoria, da hun var yngre.

Det fortalte den svenske tronarving ifølge Svensk Damtidning i 2009, da hun fortalte om sine vanskeligheder ved at læse og skrive.

I et nyt interview med SVT fortæller den 39-årige kronprinsesse, hvordan ordblindheden påvirker hende både privat og som Sveriges royale repræsentant udadtil.

»Får man ikke hjælp tidligt, tærer det på selvværdet. Jeg er bekymret for ikke at finde de rigtige ord til de tanker og følelser, jeg har, siger den åbenhjertige tronarving.«

»Det var heldigt, at vi fik hjælp tidligt, men det har helt sikkert ført ekstra slid med sig,« lyder det fra hende.

Kronprinsessens far, 71-årige kong Carl Gustaf, og lillebror, 38-årige prins Carl Philip, er også ordblinde, og familiens kendskab til ordblindhed har været en enorm støtte for hende.

»I min brors og mit tilfælde har vores mor været meget opmærksom på det, fordi min far også har disse udfordringer. Hun havde et øje på os hele tiden,« siger kronprinsessen i interviewet.

Trods udfordringerne har kronprinsessen gennemført gymnasiet og har studeret blandt andet fransk, statskundskab, konflikthåndtering og historie ved universiteter i Frankrig, USA og Sverige.

Kronprinsesse Victoria lider også af ansigtsblindhed, og i et interview med magasinet Föräldrakraft i 2008 fortalte hun ifølge avisen Expressen om de enorme udfordringer ved at have svært ved at genkende navne og ansigter.

»Det er selvsagt en stor ulempe i min position, fordi jeg møder en frygtelig masse mennesker,« sagde hun til Föräldrakraft ifølge Expressen.

/ritzau/FOKUS