Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke ligefrem sad med armene hævet i vejret og hænderne foldet i djævletegn, da Roskilde Festival annoncerede, at de havde hyret Metallica som et af dette års hovednavne. Og koncerten lørdag nat stod heller ikke listet på min Top 10 over de navne som jeg har glædet mig til at høre. Men det gør de så for fremtiden.
For Lars Ulrich sagde det selv, da Metallica efter mere end 2 timers magtdemonstration lod sig hylde på scenen - Metallica vender tilbage igen om 10 år.
Og imens jeg så venter på det, kan jeg mindes denne aften, hvor Hetfield, Hammett, Trujillo og Ulrich viste hvem der stadig sidder på tronen for den hårde rock. Fredag aften prøvede Volbeat samme sted, at matche forbillederne, men faktum er bare, at de danske newcomers kun er blege gespenster ved siden af forbilledet. Måske er det en uretfærdig sammenligning, men mand til mand er Metallica dygtigere musikere, de har bedre materiale, mere erfaring og ganske enkelt langt mere starquality.
At de så oven i købet havde valgt at gøre denne koncert i Danmark til noget helt ekstraordinært må vel egentlig bare tilskrives deres historiske tilknytning til landet og lysten til at vise formatet.
Med bulder og brag startede det hele med Clint Eastwood på storskærmen og Ennio Morricones "The Ecstacy of Gold" buldrende ud af højttalerne inden kvartetten kom på scenen og satte gang i det hele med en tung tung version af "Blackened". Hammett lirede riffs af sig, Ulrich tæskede løs på det trommesæt, der for hver turné bare synes at blive større og større, Trujillo arbejdede på bassen og Hetfield herskede som det naturlige centrum for det hele. Veloplagt, smilende og med et solidt greb om sin Flying V-guitar.
"Roskilde we are here with you - are you with us?" brølede forsangeren og kastede sig så over "The Day That Never Comes". Med sig havde bandet også et par sjældenheder, de ikke spiller live særlig ofte. Dem må de til gengæld gerne have som fast repertoire på sætlisten for fremtiden for musikken rykkede i den grad med "Carpe Diem Baby" og "I Disappear".
Størst blev det dog for alvor, da hitparaden blev rullet ud. Først "One" efterfølgt af en bassolo af Trujillo og dernæst "Master of Puppets", "Battery", "Nothing Else Matters" og naturligvis "Enter Sandman" som vanlig effektfuld afslutning.
Et stilstudie i maskulin potens og musikalsk overlegenhed var ført til ende og ekstranumre som "Fuel" og den gamle "Seek and Destroy" satte blot en tyk streg under, at det ikke var af mangel på bedre, at Roskilde havde hentet de gamle hardrockere frem fra San Francisco og omegn. Metallica hører hjemme i Roskilde. Ses samme sted om 10 år.
Hvem: Metallica
Hvor: Orange Scene, Roskilde Festival, lørdag nat.