Hvornår starter Champions League-finalen?

Kampen starter til normal Champions League tid, som er klokken 20.45. Et kvarter før kickoff starter åbningsceremonien, som varer ni minutter. Ceremonien vil bestå af et drengekor fra Berlin, 400 frivillige personer samt sangerne Nina Maria Fischer og Manual Gomez Ruiz.

Stadionet

Finalen bliver spillet på det olympiske stadion i Berlin. Det er første gang i både Europa Cuppens og Champions League-historien, at finalen bliver spillet på stadionet, der har plads til 70.000 mennesker.

Berlin bliver dermed den fjerde by i Tyskland, som har afholdt en finale efter München (1980, 1993, 1997, 2012), Gelsenkirchen (2004), og Stuttgart (1959, 1988).

De eftertragtede billetter:

Både Juventus og FC Barcelona modtog 20.000 billetter, som de har solgt til sæsonkortholdere og medlemmer af klubben. 23.000 billetter gik til UEFAs sponsorer og andre medarrangører. Kun 6.000 billetter blev solgt til neutrale fans via UEFA's hjemmeside i marts.

Finalen er fuldstændig udsolgt, men hvis du stadig overvejer at se finalen på stadion, er der to billetter til salg på ebay. Indtil videre er prisen 33.570 kroner.

Hvor mange penge får vinderen?

Vinderen af finalen modtager 10,5 millioner euro, mens taberen får 6,5 millioner euro. Det svarer cirka til henholdsvis 78,33 mio og 48,49 mio. i danske kroner.

Formbarometret:

Formen for begge hold kunne nærmest ikke være bedre. Begge hold har vundet mesterskabet og pokalen, så aftenens trofæ er også en kamp om 'The Treble', som betyder, at man har vundet tre trofæer i samme sæson.

Juventus seneste nederlag kom den 26. marts, hvor de tabte 2-1 til lokalrivalerne fra Torino. Så langt tilbage er Barcelonas nederlag ikke. Det kom i semfinalen mod Bayern München, som vandt 3-2.

Barcelona havde dog allerede vundet 3-0 på hjemmebane, og derfor var catalanerne ikke tvunget til at jagte sejren i returopgøret.

Nyheder i trupperne:

Barcelonas skrækindjagende trio, Messi, Neymar og Suarez, er alle meldt klar til kamp. Det samme gælder Andrés Iniesta, som ellers blev skadet i læggen under sidste uges pokalfinale.

Hos Juventus er midterforsvareren Giorgio Chiellini ikke blevet klar til kampen. Han vil formentlig blive erstattet af Andrea Barzagli.

Indbyrdes opgør:

Klubbernes seneste møde i Champions Leagues knald-eller-fald kampe var i 2003. Her mødtes holdene i kvartfinalen, hvor Juventus samlet gik videre med 3-2 efter forlænget spilletid.

Hvem er favorit?

Alle bookmakerne er enige om, at Barcelona er store favoritter i finalen. Hos Unibet, Bet365 og Danske Spil får du kun pengene 1,60 gange igen, hvis du oddser på Barcelona. Til gengæld er der langt større gevinst, hvis du har tiltro til Juventus. Her kan du få pengene 6,00 gange igen.

Klubbernes europæiske triumfer:

Juventus har vundet Europa Cuppen og Champions League to gange. Sejrene kom i 1985, hvor de slog Liverpool 1-0, mens den seneste sejr var i 1996, hvor Ajax blev slået 4-2 efter straffesparkskonkurrence. Juventus har i alt været i finalen syv gange.

Barcelona har vundet trofæet med de store øer fire gange. Første triumf var i 1992 med en 1-0 sejr over Sampdoria. I 2006 slog de Arsenal 2-1, i 2009 vandt de 2-0 over Manchester United og i 2011 slog de igen United med 3-1.