Der foregår for tiden en uforsonlig diskussion blandt folkekirkens præster om Jesu opstandelse fra de døde. Det er åbenbart sådan, at langt flere præster, end man skulle tro, ikke tror på opstandelsen sådan rent »fysisk«, som de siger. Fysisk betyder »virkelig«, og virkelig betyder historisk eller videnskabelig.
Det begyndte som bekendt med Per Ramsdal, der meddelte, at han ikke troede på opstandelsen, men dog troede på noget »åndeligt«. Så meddelte en række biskopper, teologiske professorer, provster og sognepræster, at de var enige med Ramsdal, men at de blot ville udtrykke det langt mere nuanceret og klogt. Derfor skulle han tilbage på den teologiske skolebænk, og han fik endog et pensum, som han skulle gennemgå, og derefter skal han nok høres i lektien af biskoppen, der heller ikke tror på nogen fysisk, legemlig, biologisk eller virkelig opstandelse, men han tror det på et højere intellektuelt plan.
Hvad er opstandelse? Det er noget meget mere mystisk, og det kan derfor kun udtrykkes i mytisk-poetisk sprog. Disse poetiske præster er dermed i deres forkyndelse en slags kunstnere, for de taler selv poetisk om det poetiske.
De mener, vil jeg tro, at Jesus af Nazareth døde sådan fysisk. Hans skelet må da ligge et sted i Jerusalem. Graven var tom, siger i al fald nogen, men det vidste Paulus ikke. Og det glæder dem. Hvis graven var tom, må nogen have fjernet liget. Men hvem mon? Det er en ren krimi. Hvordan fortællingen om opstandelsen er opstået, bliver lidt af et mysterium, men de første menigheder må have opfundet den. Og de disciple, der så Jesus, så syner. Det hedder den »subjektive visionshypotese«.
DA JEG VAR ung, var det populært at sige, at der ingen forbindelse var mellem den historiske Jesus og den forkyndte Kristus. Jesus var blot en senjødisk, halvskør rabbi. Og inden da havde den tyske teolog Rudolf Bultmann afmytologiseret opstandelsen. Når Paulus i 1. Korinterbrev siger, at den opstandne Kristus viste sig for Kefas, for de Tolv, samt at han blev set af over 500 forsamlede, da er det intet mindre end »fatalt«, sagde Bultmann. Det lugter jo af et bevis, og dermed er der ikke noget at tro på. Og vi skal ikke glemme, da kirkehistorikeren og præsten P.G. Lindhardt afskaffede det evige liv. Stor opstandelse. På knæ for Bibelen, sagde præsterne til professorerne, men nu siger præsterne ikke noget til dem.
DET SÆRLIGE ER, at det, Ramsdal og præsterne siger, ikke er noget nyt. Det ved enhver, der blot har snuset til moderne teologi. Men hvorfor er der så al den ballade? Hvorfor opleves det som noget nyt? Fordi konteksten er totalt ændret, og det er den, der giver udsagnene mening. Fortidens teologer kunne sagtens sige det, som de sagde, fordi 98 pct. var medlemmer af folkekirken. Disse teologer tilhørte en lille elite. Institutionen var stærk. Samfundet var kristent. Det er slut nu.
Dog minder situationen om den tidlige romantik. Dengang sad de rationalistiske præster på magten i statskirken. Det gør de igen, men måske kommer der en ny Grundtvig og spørger som han: »Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?« Oplysningstiden er ved at være forbi. Foråret så sagte kommer.