Selve hans fremtid er på spil, når Lance Armstrong om otte dage sætter sig i interview-stolen over for tv-værten Oprah Winfrey.
Den syvdobbelte Tour-vinder, der i efteråret fik frataget alle sine titler, står over for en af sit livs vigtigste præstationer. Interviewet med Oprah Winfrey kan gøre to ting for den detroniserede cykelrytter. Enten sikre ham tilgivelse og atter lukke ham ind i offentlighedens varme. Eller støde ham endnu længere ud i kulden. Det sidste er ikke så mærkeligt. Til gengæld er Oprah Winfrey den eneste, der kan gøre det første.
»Oprah Winfrey er kæmpestor i USA, og hun har masser af tilhængere, der følger hende nærmest religiøst. Hun er en verden i sig selv og kan skabe eller genrejse karrierer i løbet af et enkelt program,« siger Martin Ellermann, der er USA-redaktør på magasinet Ræson.
I går kom det frem, at Lance Armstrong nu giver sit første åbenhjertige interview, siden dopingsagen stødte ham fra tronen. Siden sagen eksploderede, er han blevet frataget sine syv Tour de France-titler, og tidligere holdkammerater har fortalt, hvordan sejrene blev grundlagt på heftige doping-fiflerier.
Vil tale ud
»Armstrong vil kommentere på den påståede dopingskandale, beskyldningerne om snyd og sigtelserne for at have løjet om brugen af præstationsfremmende stoffer i løbet af hans velkendte cykelkarriere,« lyder det i pressemeddelelsen fra Oprah Winfreys produktionsselskab.
Ud over at blive sendt på Oprahs egen tv-kanal, OWN, bliver interviewet streamet til resten af verden via internettet. At det netop bliver tv-ikonet Oprah Winfrey, der får det eftertragtede interview, er ikke nogen tilfældighed.
»Det er helt klassisk. Det er der så mange andre syndere, der har gjort før. Tiger Woods blandt andet. Man vælger at tale ud hos landets moderfigur, der kan tilgive, og Oprah er den største,« forklarer Martin Ellermann.
Interviewet foregår ifølge pressemeddelelsen hjemme hos Lance Armstrong i Austin, Texas.