Det tegner godt på den anden side af Atlanten. Det var i forvejen ventet, at 140.000 amerikanere ville komme på arbejdsmarkedet i december, men julemånedens arbejdsløshedskø endte på gevaldig skrump, da hele 243.000 fandt sig et job. Næsten dobbelt så meget som ventet.
"Dagens tal er bestemt en grund til optimisme, og det giver en forstærket tro på en trods alt moderat vækst i 2012," lyder det fra Rasmus Gudum-Sessingø, Senior Economist hos Handelsbanken.
Læs også: Jobtal bekræfter bedring i økonomien
Der er håb for, at den faldende arbejdsløshed kan give privatforbruget et tiltrængt momentum, men Rasmus Gudum-Sessingø er stadig tilbageholdende med sine forhåbninger for netop privatforbruget.
"Den stigende tendens til at basere privatforbruget på opsparing kan næppe vare ved, og det gør os en smule skeptiske."
Fremgang i vigtige brancher
Jobtallene viser desuden, at der er sket i særlig stor stigning i beskæftigelsen i de konjunkturfølsomme brancher som byggeri, industri, handel, transport og erhvervsservice. Det vidner om en tiltagende vækst i produktionen.
"Samlet set kan den stærke beskæftigelsesrapport stimulere væksten via højere lønindkomst og faldende arbejdsløshed og dermed øge sandsynligheden for et selvbærende opsving," siger Kim Fæster, Senior Makroanalytiker hos Jyske Bank.
